Spareøvelse: Robotter kan komme til at passe hjerneskadede

Næstved Kommune har planer om at lade spiserobotter og anden teknologi overtage en del af plejen af eksempelvis hjerneskadede for at spare penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spiserobotter, skylletoiletter og anden moderne teknologi kan komme til at overtage en del af plejen af for eksempel hjerneskadede. Det skriver Sjællandske.

Men flere påpeger, at det er en rigtig dårlig ide.

Lisbeth Engbo fra Pårørenderådet skriver i et brev til kommunens omsorgsudvalg, at det er langt ude, hvis robotter skal til at passe hjerneskadede, og at det ikke kan erstatte personale af kød og blod.

Kan stresse hjerneskadede borgere

Planerne er kommet på bordet, efter at det er kommet frem, at der blandt andet skal spares næsten seks millioner kroner på botilbuddet Obovej, der huser 21 hjerneskadede borgere. Omsorgsudvalget holder tirsdag møde, men vil ikke her tage stilling til spørgsmålet om den nye teknologi, der lige nu blot er et oplæg fra administrationen.

Ikke desto mindre er også Birgitte Gammeltoft, der har 35 års erfaring med senhjerneskadede, skeptisk over for ideen.

Hun skriver i en redegørelse, at teknologiske hjælpemidler i nogle tilfælde kan være gode, men at de for mere alvorligt hjerneskadede personer som dem på Obovej kan medføre stress.

På omsorgsudvalgets møde vil politikerne fortsat behandle forslaget om besparelserne.


Nyhedsoverblik