Ringet op af svindlere: Ville hjælpe ham med computeren

Foto: TV ØST

Georg Bleis fra Rødby er 2 gange det seneste døgn blevet ringet op af mænd, der vil på engelsk vil hjælpe ham med computeren. Svindel, advarer han.

Både torsdag aften og her til morgen fredag er 68-årige Georg Bleis fra Rødby blevet ringet op på sin fastnettelefon af engelsktalende mænd. De vil hjælpe ham med at ordne et problem på hans computer, siger de.

- De ringede senest her til morgen omkring klokken 8.30. Så udgiver de sig for at være fra Microsoft og beder mig om at tænde for computeren, så de kan hjælpe med at fikse det problem, de kan se, jeg har på den, fortæller han.

Ringede igen

Torsdag aften ringede han til Microsoft for at spørge, om de var begyndt at ringe til folk på den måde, men de kendte ikke noget til opkaldene. Det fortalte han mændene, da de i morges ringede igen.

- De sagde bare, at de jo var fra London-afdelingen og ikke havde noget med Microsoft at gøre og kom fra Windows, og så ignorerede de ellers det, jeg sagde, siger Georg Bleis, der ud far accenten vurderer, at den ene af mændene har indisk baggrund og den anden østeuropæisk.

Ikke i tvivl: Det er hackere

Han bad dem sende en mail om de problemer, de mente han havde på computeren, og da de fornemmede, at han ikke var til at overtale til at tænde for sin maskine, afsluttede de samtalen. Georg Bleis er overbevist om, at de forsøgte at snyde ham.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det var hackere, og at de var ude på at snyde mig, Jeg regner med, at de ville have adgang til computeren for at lænse min netbank, siger han.

Frygter at han er blevet hacket

Selv om han afviste dem blankt, frygter han, at der kan være installeret noget på hans computer, som han kan komme til at aktivere. De sagde nemlig til ham i telefonen, at han kunne hive internetstikket ud, hvis han var utryg, og derfor er han bange for, at de måske alligvel kan få adgang til hans maskine.

LÆS MERE: Sådan undgår du at blive snydt

Politi: Vær kritiske overfor opkald

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har ikke før hørt om den type henvendelser. Carsten Høj Hansen, der er efterforsker i afdelingen for økonomisk kriminalitet, siger, at Georg Bleis ikke umiddelbart har grund til at være nervøs.

- Hvis ikke han har gjort noget aktivt selv - for eksempel downloadet et eller andet, der gør, at udefrakommende kan følge med på hans maskine, så har de ikke adgang til den, siger han og råder til, at man tænker sig om, hvis man får den type opkald.

- Microsoft ville aldrig kontakte folk på den måde. De opdaterer bare produktet eller sender information ud om et eventuelt problem. Selv om vi ikke lige har hørt om de her opkald før, har vi set mange afarter af det samme, hvor der bliver bedt om forskellige oplysninger fra folk, og vi råder altid folk til at være yderst kritiske, siger han. 

Ifølge politiet skal man aldrig give personfølsomme oplysninger ud til folk, man ikke stoler på dvs. bankoplysninger, CPR-nummer og lignende. 

Hvis man alligevel er kommet til at acceptere noget på sin computer, så kan hackere allerede være inde i ens styresystem. Så skal man i givet fald slukke for computeren hurtigst muligt og ellers kontakte politiet.

På vores Facebookside fortæller flere, at de har været udsat for noget lignende. Du kan se kommentarerne her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App