Richard Ragnvald trues på livet

Et tilgodehavende på 15.000 kroner. Det strides dansktop-stjernen Richard Ragnvald med en 72-årig kvinde fra Næstved om, og det har udløst flere dødstrusler mod sangeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En flere år gammel sag om et ubetalt honorar får nu voldsomme konsekvenser for dansktop-stjernen Richard Ragnvald.

- Jeg har i dag på mail modtaget trusler på livet fra to anonyme afsendere, det vil jeg ikke finde mig i, så jeg har været hos politiet og indgivet anmeldelse, siger Richard Ragnvald til DR P4 Sjælland.

Den 5. august 2006 fik Herdis Jakobsen en koncert med Richard Ragnvald i fødselsdagsgave af sin søn.

Richard Ragnvald kom hjem til Herdis i Karrebæksminde og sang populære hits, blandt andre "Kære lille mormor". Herdis var lykkelig for at møde sit store idol, men ifølge DR P4 Sjælland varede glæden kort.

Sønnen glemte nemlig at betale Ragnvald det aftalte honorar på 15.000 kroner.

Sagen har siden været i retten, hvor sønnen er dømt til at betale. Men sønnen er erklæret insolvent, og derfor har Ragnvald ikke fået en eneste krone at se.

Det har fået Richard Ragnvald til at rette henvendelse til fødselaren, der nu føler, hun bliver chikaneret og terroriseret.

- Jeg græder, når han ringer og bliver så ked af det - han er ikke længere mit store idol, det bliver aldrig det samme, siger Herdis Jakobsen til DR P4 Sjælland.

Richard Ragnvald fortæller, at han på ingen måde har ønsket at chikanere Herdis Jakobsen.

Han afviser også, at der er tale om terror. Han har kontaktet hende for at få hendes søn til at betale de penge, han skylder:

- Jeg har ringet seks gange i løbet af de to år til Herdis Jakobsen, og hvis hun kan dokumentere sin påstand om, at jeg har ringet morgen, middag og aften, så slår jeg en streg over mit tilgodehavende. Det passer ganske enkelt ikke, og jeg vil ikke beskyldes for noget, jeg ikke har gjort. Jeg er hængt ud som frygtelig fyr, og det har nu resulteret i trusler på livet, det vil jeg ikke finde mig i. Jeg har ringet til Herdis, fordi hendes søn smækker røret på, når jeg ringer til ham. Jeg kunne ALDRIG drømme om at chikanere Herdis Jakobsen, siger Richard Ragnvald til DR P4 Sjælland. 


Nyhedsoverblik