Retssag mod supermarkedsrøverne begynder torsdag

Torsdag begynder retssagen mod en formodet bande supermarkedsrøvere, der stod bag 9 grove røverier på Midt og Sydsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag formiddag indledes retssagen mod en af de mest omtalte røverbander på Sjælland de senere år.

3 mænd på 22, 29 og 30 år står anklaget for at have gennemført hele 9 røverier på Midt-, Syd- og Østsjælland i efteråret 2012.

De 3 mænd er tiltalt for hele 25 forhold, hvor de 9 røverier, der blev gennemført med et skarpladt, oversavet jagtgevær, er de mest alvorlige.

Udbyttet af de 9 røverier blev ifølge politiets beregninger lige under 330.000 kroner.

Slog offer

Ved et af røverierne nøjedes røverne dog ikke kun med at true, men udsatte også butikspersonale for vold i form af slag i ansigtet.

Da røverne fik på fornemmelsen, at politiet var på sporet af dem, valgte de at grave våben og patroner ned på en sportsbane i Dalby, hvor politiet dog senere fandt våbene,

Ud over røverierne er mændene sigtet for at have stjålet en række biler, som de har brugt ved røverierne.

Mændene er desuden anklaget for under varetægtsfængslingen at have skaffet sig telefoner, som de kunne bruge til at kommunikere med hinanden og med verdenen udenfor arresten.

Sagen behandles ved Retten i Næstved i de kommende dage.


Nyhedsoverblik