Retssag mod pædagog har lange udsigter

Dommen over den 61-årige pædagog, som er tiltalt for overgreb på børn i børnehuset Eventyrlunden i Holbæk, kan først falde til sommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen om en 61-årig mandlig pædagog fra børnehuset Eventyrlunden i Holbæk kan først få en afslutning til sommer. Det skriver Sjællandske.

- Vi kan først afslutte sagen efter sommerferien, og vi er i øjeblikket i gang med at finde datoer til retsmøderne, siger kontorfuldmægtig Anni Juncker fra Østre Landsret til Sjællandske.

Ankede dommen

For mere end et år siden blev den 61-årige pædagog i byretten idømt 1 år og 3 måneders fængsel for blandt andet at have rørt upassende ved 13 piger og have vist sit lem til en dreng, men den 61-årige ankede imidlertid dommen til landsretten, og det er den retssag, som først kan blive afgjort til sommer.

Videoafhøringer bruges som bevis

Det er videoafhøringer af de tre-syvårige børn, hvor de fortæller om de formodede overgreb, som skal bruges som bevis mod den 61-årige pædagog, og retssagen er blevet udsat flere gange, fordi videoerne skal gennemses af en børnepsykolog.

Den 61-åriges forsvarer vil ifølge Sjællandske forsøge at så tvivl om videoafhøringerne af børnene.   


Nyhedsoverblik