Rene patter giver mere mælk

God hygiejne i staldene er medvirkende årsag til, at køerne leverer mere mælk. De danske køer har i år leveret 1200 kilo mælk mere end de forrige år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du er en af de danskere, der bare ikke kan undvære et glas iskoldt mælk om morgenen, så er der godt nyt. Det skriver DR Sjælland i dag.

På bare ti år er de danske malkekøer nemlig begyndt at producere ti glas mælk mere om dagen. Det betyder helt konkret, at de danske køer i år gav over 1200 kilo mælk mere, end de gjorde i årene 2003-2004.

- Langt de fleste danske malkekøer ligger med en ydelse på omkring 30-35 kilo om dagen. Men der er også køer, der har en ydelse på 60-70 kilo mælk om dagen. Så den øvre grænse er ikke nået endnu, siger Marianne Dyreholt, der er chefkonsulent hos landboforeningen Gefion, til DR Sjælland.

Bedre hygiejne giver mere mælk

En af forklaringerne på den stigende mængde mælk er, at landmændene er blevet langt bedre til at holde en god hygiejne i staldene. Hvis koen er fri for bakterier, så kan den nemlig producere langt mere mælk.

- Hvis koen har et sundt yver uden bakterier, så er der langt mere plads til mælken. Samtidig er de celler, der skal producere mælken, sundere. Så i stedet for at holde bakterier væk, så kan de fokusere på at producere mælk, siger Marianne Dyreholt til DR Sjælland.

En af de landmænd, der har fået 800 højproduktive køer, er Anders Kappel fra Horbelev på Nordfalster. Han har investeret millioner af kroner på en topmoderne stald, der både har hæve-sænke-gulv, massagebørster og musik. Og det har været en god investering.

10 tons mælk mere om året

- Min kone og jeg har været i gang i syv år. I den tid er ydelsen for mine køer steget med 2200 kilo mælk per ko om året. Med andre ord producerer mine køer hver især 10 tons mælk om året, og det er næsten 25 procent mere, end da vi startede, siger Anders Kappel til DR Sjælland.

Hos landboforeningen Gefion er man heller ikke i tvivl om, at produktionen kan stige yderligere, hvis landmændene bliver bedre til at fodre, holde køerne rene og giver dem flere faste rutiner.

- Hvis alle køer bliver behandlet på samme måde, så vil det give en øget ydelsesfremgang. Og det er meget nødvendigt, da prisen på mælk er presset. Derfor er det jo vigtigt for økonomien, at køerne yder alt hvad de kan, siger Marianne Dyreholt, chefkonsulent hos landboforeningen Gefion.


Nyhedsoverblik