René Holten Poulsen vinder EM-guld igen

Foto: TV ØST

Den danske kajakroer vandt sin anden guldmedalje søndag, da han også vandt EM-guldet i 5000 meter enerkajak.

Den danske kajakroer René Holten Poulsen hentede søndag sin anden guldmedalje ved EM i Racice.

Danskeren var bedst i 5000 meter enerkajak, som han tilbagelagde i tiden 20.01,65 minutter.

Han var lidt over halvandet sekund hurtigere end tyskeren Max Hoff, der vandt sølv.

- Det var et super løb, hvor jeg roede mig i front i starten med Hoff jagtende mig, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse.

- Jeg fik Hoff og Marko Tomicevic til at tage del i slæbet i front, og jeg lagde mig i front de sidste 1000 meter, og så satte jeg ham, efter han var kommet op igen. Jeg kunne godt mærke, at han var helt færdig, siger danskeren.

Tidligere søndag vandt René Holten Poulsen guld i 500 meter enerkajak.

Danskeren hentede lørdag sølv i 1000 meter enerkajak, så han nåede i alt op på tre medaljer ved EM i Racice.

- Nu har jeg også prøvet at vinde guld på 5000 meter, og selvom det ikke er min primære distance, så er det altid sjovt at vinde over nogle af de bedste kajakroere i verden, siger René Holten Poulsen.

Den 26-årige dansker slog igennem i 2008, hvor han blandt andet vandt OL-sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

René Holten Poulsen har nu vundet i alt 15 medaljer i EM-sammenhæng, heraf seks af guld.

Næste år bliver OL i Rio det helt store mål for danskeren fra Maribo Kajakklub.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App