René Holten flygter fra dårlige træningsforhold før VM

Den danske kajakroer René Holten Poulsen fra Maribo er sammen med sin makker taget væk fra Danmark for at forberede sig til VM i næste måned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Optimale resultater kræver optimale forberedelser.

Det synes at være filosofien bag kajakroeren René Holten Poulsens beslutning om at tage til Ungarn for at forberede sig til VM i Milano om en måned.

- I Danmark har forholdene i år været helt håbløse. Siden jeg kom hjem fra Florida i april, har jeg haft fem træningspas på fladt vand, hvilket er mindre, end jeg har haft her i Ungarn på en uge, så det er optimalt hernede, siger Mariboroeren i en pressemeddelelse.

René Holten Poulsen har opholdt sig i Ungarn i lidt over en uge.

Får ikke trænet rigtigt i oprørt vand

Vandet i Danmark har generelt været for oprørt til, at det har været muligt at træne med nok kvalitet.

- Jo bedre vand, jo bedre træner du og får den rette føling med vandet. Man kan godt træne i dårligere forhold, men man får ikke trænet rigtigt, siger han.

René Holten Poulsen har i Ungarn selskab af Niels Boe, som han skal ro sammen med i 1000 meter toerkajak ved VM.

Her skal parret forsøge at sikre kvalifikation til OL i Rio næste år.

René Holten Poulsens altoverskyggende mål ved VM er dog 1000 meter enerkajak, distancen hvor han blev nummer fire ved OL i London for tre år siden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik