René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub er klar til finalen på kongedistancen 1000 meter enerkajak ved EM i Racice. Han kvalificerede sig direkte til finalen ved at vinde sit indledende heat. Det skete i overbevisende stil.
Maribo-roeren vandt løbet i en ren magtdemonstration, hvor han førte fra start til slut, skriver Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse.
Blandt andet slog han den regerende verdensmester, Josef Dostal fra Tjekkiet, der ellers havde hjemmebanefordel. Dostal må nu ud i en semifinale for at kvalificere sig til finalen, der ros lørdag klokken 09.26.
Maribo-roer med i damekajak
Også damernes firerkajak gik direkte i EM-finalen på 500-meter-distancen. OL-satsningsbåden med Henriette Engel Hansen (361), Emma Aastrand Jørgensen (Maribo), Amalie Thomsen (Limfjorden) og Ida Villumsen (361) sluttede som nummer tre i det indledende heat efter Hviderusland og Ukraine.
Finalen ros lørdag klokken 09.55.
/ritzau/