Rekordmange fund af danefæ

2014 bød på rekordmange fund af danefæ, og regionen her var med til at levere nogle af de bedste og mest usædvanlige fund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Aldrig har Danmarks amatørarkæologer fundet så meget danefæ, som de gjorde i 2014. Hele 7176 genstande blev via de danske lokalmuseer indleveret til danefævurdering på Nationalmuseet, fortæller museet i en pressemeddelelse.

I 2013 modtog Nationalmuseet til sammenligning 5556 genstande, ligesom der også i de foregående år har været indleveret et stadigt stigende antal fund – men 2014 er ny rekord.

Detektorfolk imponerer

Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen glæder sig over, at den danske muld stadig rummer så mange værdifulde genstande.

- Jeg er imponeret over, at de dygtige metaldetektorfolk år efter år gør så mange fund. Takket være detektorfolkene kan arkæologer og historikere nu fortælle en langt mere nuanceret Danmarkshistorie, siger Per Kristian Madsen, som er dybt taknemmelig over den indsats, som detektorfolkene gør.

Her i regionen har metaldetektorfolk også været med til at bidrage til rekordtallet i 2014. Eksempelvis er der fundet en svensk sølvdaler slået under den svenske dronning Christina i 1644 i Stege, og ved Næsby ved Næstved er provsten Johannes Rodes segl fra 1300-tallet fundet.

Svært ved at følge med

Udover glæde vækker de mange fund dog også en smule bekymring hos Nationalmuseets direktør:

- Jeg er naturligvis glad for, at de mange detektorfolk redder så meget danefæ som muligt, men de mange fund viser også, at dyrkningen af markerne slider hårdt på vores fortidsminder, og desuden medfører det et pres på både lokalmuseernes og Nationalmuseets ressourcer. Vi har derfor svært ved følge med og konservere og bestemme de mange fund af danefæ, siger Per Kristian Madsen.

Han erkender, at der har ophobet sig en del genstande. Derfor har Nationalmuseet i 2014 opnormeret sit danefæsekretariat. Nationalmuseet har også afsat flere midler til konservering af danefæ i 2015 og arbejder på at effektivisere processerne og samarbejdet med lokalmuseerne, så puklen over den kommende tid forhåbentlig ikke vokser, og sagsbehandlingstiden ikke bliver længere, end den er.

Sølvtøj og sjældne smykker

En del af de mange danefæfund fra 2014 kan nu opleves i Nationalmuseets danefæudstilling, som åbner den 30. januar. Danefæudstillingen er en særudstilling, der viser et udvalg af de danefæfund, som blev fundet i 2014, samt fund hvor danefædusøren blev udbetalt i 2014.

Der er en romersk mønt genbrugt 1000 år senere i vikingetiden, et menneskekranium fra bronzealderen og sølvtøj fra forliste svenske krigsskibe. Der er prægtige møntskatte, guld og sjældne smykker, flintøkser og meget, meget mere blandt de mange sjældne danefæfund i udstillingen.

Direktør Per Kristian Madsen glæder sig til at gå udstillingen igennem og se på rigdommen og finde sine egne favoritter - præcis som de mange findere også kan gøre, for de er nemlig inviteret til åbningen og den efterfølgende danefædag den 30. januar. I alt 120 amatørarkæologer deltager i en særlig temadag på Nationalmuseet tilrettelagt særligt for dem. Her vil Nationalmuseets folk fortælle om de seneste forskningsresultater, som de mange detektorfund har resulteret i.

Nationalmuseet udstiller fra 30. januar og resten af året nogle af de bedste og mest usædvanlige fund. Den 30. januar åbner udstillingen med en danefædag fra klokken 10.30 til 15.30 i Nationalmuseets festsal.

FAKTA:

  • Danefæ er genstande fra fortiden, der findes i jorden i Danmark. Langt det meste danefæ findes med metaldetektor af danske amatørarkæologer.
  • Danefæ er ofte forarbejdet af guld, sølv, bronze eller rav. Alle mønter før 1536 er danefæ. Det samme er sjældne mønter og mønter af ædelmetal ældre end 100 år. Stenøkser og genstande fremstillet af ben, tak eller træ kan også være danefæ.
  • Danefæ tilhører staten. Det skal afleveres til et lokalmuseum eller til Nationalmuseet. Til gengæld får finderen en skattefri godtgørelse bestående af metalværdien samt en dusør, hvis størrelse afhænger af fundets sjældenhed.
  • Loven om danefæ kan spores tilbage til middelalderen. Nationalmuseet administrerer danefæloven, der sikrer, at vigtige fund fra Danmarks fortid bliver bevaret for kommende generationer. 
  • Langt de fleste danefæfund deponeres på det lokalmuseum i hvis område, fundet blev gjort.

Nyhedsoverblik