Rejsekortet er nede på alle togstationer

Passagerer kan ikke tjekke ind og ud på deres togrejse her til morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Togpassagerer i fredagens morgentrafik kan ikke bruge deres rejsekort på togstationerne.
 
Rejsekortet er nede på alle landets togstationer på grund af tekniske problemer. Det oplyser DSB.
 
Fejlen betyder, at passagerer med rejsekort ikke kan tjekke ind og ud på togrejsen. Problemerne blev opdaget tidligt fredag morgen, og DSB arbejder på at få rejsekortet op at køre igen, lyder det.
 
Hos Rejsekort A/S bekræfter den administrerende direktør problemerne.
 
- Jeg har fået meldinger om, at der er problemer med rejsekortet her til morgen. Men jeg kender endnu ikke omfanget eller årsagen til problemerne, siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør i Rejsekort.
 
- Vores leverandør er i øjeblikket ved at undersøge problemerne, tilføjer han.
 
Tidligt fredag morgen holdt rejsekortets driftspersonale og leverandøren af kortet møde for at få afklaret, hvad der er galt, og hvor mange steder det drejer sig om, oplyser direktøren.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik