Rejs tilbage til besættelsen

På tirsdag er det 70 år siden, Danmark blev befriet. Det markeres i Nykøbing Falster med et teaterstykke, hvor man selv kan opleve byen under besættelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fortiden udspiller sig midt på gaden i Nykøbing Falster i forestillingen "En nat i 1945", som de cirka 25 amatørskuespillere her i weekenden er ved at finpudse.

Det foregår som en historisk byvandring, hvor en guide viser rundt og fortæller om besættelsestiden. Undervejs oplever publikum forskellige optrin udspille sig, som det kunne have set ud under krigen.

- Det giver noget særligt til borgerne her i byen, at de får en ny historie knyttet til de steder, de kender så godt, mener instruktør Inger Juul.

Stykket er blevet til i samarbejde mellem Teatret Masken og Museum Lolland-Falster og bygger på virkelige hændelser og personer i datidens Nykøbing.

- Vi vil gerne have, at folk kender den lokale historie om krigen. Det skal jo ikke gentage sig. Samtidig vil vi gerne sætte fokus på de mange unge, der valgte at blive modstandsfolk. I dag er der mange unge, der rejser ud i verden og sætter livet på spil for en anden sag. Hvad er grunden til, at man gør det? Og hvornår er man terrorist, og hvornår er man frihedskæmper? Det er et meget aktuelt spørgsmål, mener Hannah Karina Mikkelsen, som er leder af Teatret Masken.

"En nat i 1945" har premiere på tirsdag, og der er allerede udsolgt til første forestilling. Men der bliver rig mulighed for at opleve stykket i løbet af sommeren, for det er på plakaten frem til august.


Nyhedsoverblik