Regionerne opsiger lægeoverenskomst

Lægerne mangler realitetssans, mener De Danske Regioner, der nu opsiger lægeoverenskomst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mangel på realisme fra de praktiserende lægers organisation (PLO) får regionerne til at opsige overenskomsten, oplyser De Danske Regioner. Opsigelsen har virkning fra 1. september 2013.

- Vi oplever, at PLO modarbejder vores mål om at sikre borgerne ensartet høj kvalitet, lægedækning i hele landet og sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen, siger Jens Stenbæk, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).

- Det er vigtigt for os i endnu højere grad at kunne sikre en ensartet kvalitet i sundhedsudbuddet til borgere. Men det har ikke været muligt for os at opnå det i forhandlinger, siger han.

Regioner: Læger har ikke været lydhør

Regionerne afventer nu hvilke initiativer, man vil tage fra regeringens side. Foreløbig fortsætter normal praksis frem til 1. september.

Ifølge regionerne har netop de praktiserende læger en nøglerolle i regionernes bestræbelser på at styrke kvaliteten i sundhedsvæsnet.

Samtidig ønsker regionerne at imødekomme Rigsrevisionens kritik af, at der ikke er tilstrækkelig mulighed for at styre udviklingen i almen praksis.

Men PLO har ikke været lydhør overfor kritikken fra Rigsrevisionen og ikke været villige til at indgå i reelle forhandlinger om en ny overenskomst for almen praksis, mener regionerne.

Afventer muligt indgreb

Når overenskomsten er opsagt, har sundhedsministeren mulighed for at gribe ind og give lægerne mulighed for at arbejde videre på vanlig vis, også efter at overenskomsten er opsagt. Om det sker ved Jens Stenbæk ikke:

- Jeg ved ikke andet, end hvad jeg har hørt forlydende om . Og det er, at der vil komme et initiativ fra sundhedsministeren i dag (fredag, red.). Så det afventer jeg.

Vilkårene i overenskomsten er gældende frem til 1. september 2013. I den periode skal de praktiserende læger leve op til deres forpligtelser i forhold til deres patienter.

  //Ritzau//


Nyhedsoverblik