Regionen slap for skybrud

Der var lovet masser af regn i løbet af sidste halvdel af tirsdagen, og selv om der nogle steder kom vand, blev det aldrig i skybrudsmængder her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var meldinger om risiko for skybrud tirsdag, men her i regionen slap vi for vand i de mængder. Sidste på dagen ramte regnvejret dog, men det blev ikke til meget mere end skyller.

Mest vand kom der i det sydsjællandske og på Lolland og Falster, hvor regnen ifølge Danmarks Meteorologiske Instituts borgervejr tog til fra klokken 19.

Her faldt der mellem 11 og 17 millimeter, mens målerne i Midt- og Vestsjælland ikke nåede at samle meget mere end 8 millimeter.

Kun i det aller nordvestligste hjørne nåede man sydsjællandsk regnniveau, idet der ved Sjællands Odde faldt omkring 14 millimeter.

Det blev dog til årets første skybrud. I Vejle fik de mere end 15 millimeter regn i løbet af en halv time, hvilket er de tal, der definerer et skybrud.

Trods regn og lyn blev tirsdag den 5. maj årets hidtil varmeste dag med 23,1 grader målt i Sønderjylland og 20,8 grader i Holbæk.


Nyhedsoverblik