Region Sjælland mister 276 uddannelsespladser

Der bliver 276 færre uddannelsespladser her i regionen fremover. Regeringen har besluttet at droppe 4000 pladser i alt på landsplan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt for mange bliver uddannet til arbejdsløshed.

Med den begrundelse annoncerede uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) onsdag, at der over de næste 3 år skal skæres 4000 studiepladser på de videregående uddannelser, hvor de færdiguddannede har sværest ved at finde job.

Regeringen har også dikteret, hvor i landet, der skal skæres ned, og det kommer til at ramme provinsen hårdest. Region Sjælland mister 276 pladser, mens Aalborg Universitet alene kan se frem til at få 548 færre studiepladser i 2017 end i 2013 - en reduktion på 14 procent.

- Det er lidt af en mavepuster. Vi kan se frem til en markant reduktion, som også er mere markant, end vores andel af sektoren burde berettige. Det er klart, at det vil ramme ikke bare os, men hele Region Nordjylland hårdt, siger rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.

Aalborg rammes hårdest

Når det gælder de 4 store universiteter, så rammes Aalborg Universitet hårdest med 14 procent færre studiepladser. Herefter følger Syddansk Universitet med en reduktion på 11 procent, Københavns Universitet med 10 procent og Aarhus Universitet med 8 procent.

På Syddansk Universitet advarer prorektor Bjarne Graabech Sørensen om, at det i sidste ende kan betyde, at uddannelser må lukke helt ned.

- Hvis der ikke er mere end 20 studerende på en uddannelse, kan man ikke opretholde den økonomisk eller pædagogisk, siger han til Politiken.

Straffes for geografien

Studiepladserne skæres væk på baggrund af tal for, hvor mange der er arbejdsløse det andet år efter endt uddannelse.

Men Per Michael Johansen mener, at Aalborg Universitet og andre uddannelsesinstitutioner i provinsen på den måde straffes for, at størstedelen af de offentlige arbejdspladser er centreret omkring København.

- Det er rigtigt, at vores nyuddannede akademikere er lidt længere tid om at komme i job. Men det hænger sammen med, at næsten alle vores kandidater til den offentlige sektor er nødt til at flytte væk fra regionen. Vi er faktisk bedre end andre universiteter til at få de studerende ansat i den private erhvervssektor, påpeger han.

/ritzau/

Region Nordjylland:

  • - Aalborg Universitet - 548 færre pladser (14 procent)
  • - Professionshøjskolen Nordjylland - 172 færre pladser (5 procent)
  • - Region Nordjylland i alt: 720 færre pladser (9 procent)

Region Midtjylland:

  • - Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - 95 færre pladser (17 procent)
  • - Erhvervsakademi Dania - 107 færre pladser (10 procent)
  • - Erhvervsakademi MidtVest - 12 færre pladser (3 procent)
  • - Erhvervsakademi Aarhus - 88 færre pladser (4 procent)
  • - Professionshøjskolen VIA - 209 færre pladser (3 procent)
  • - Aarhus Universitet - 525 færre pladser (8 procent)
  • - Region Midtjylland i alt: 1.035 færre pladser (6 procent)

Region Syddanmark:

  • - Den Frie Lærerskole - 9 færre pladser (13 procent)
  • - Erhvervsakademi Kolding - 55 færre pladser (7 procent)
  • - Erhvervsakademi Sydvest - 51 færre pladser (7 procent)
  • - Erhvervsakademiet Lillebælt - 162 færre pladser (8 procent)
  • - Professionshøjskolen Syddanmark - 50 færre pladser (3 procent)
  • - Syddansk Universitet - 410 færre pladser (11 procent)
  • - Region Syddanmark i alt: 738 færre pladser (6 procent)

Region Sjælland

  • - Erhvervsakademi Sjælland - 78 færre pladser (5 procent)
  • - Professionshøjskolen Sjælland - 59 færre pladser (2 procent)
  • - Roskilde Universitet - 140 færre pladser (12 procent)
  • - Region Sjælland i alt: 276 færre pladser (5 procent)

Region Hovedstaden

  • - Copenhagen Business School - 132 færre pladser (4 procent)
  • - Danmarks Tekniske Universitet - 9 færre pladser (0 procent)
  • - Copenhagen Business Academy - 82 færre pladser (3 procent)
  • - IT-Universitetet - 13 færre pladser (3 procent)
  • - Københavns Erhvervsakademi (KEA) - 251 færre pladser (10 procent)
  • - Københavns Universitet - 614 færre pladser (10 procent)
  • - Professionshøjskolen Metropol - 37 færre pladser (1 procent)
  • - Professionshøjskolen UCC - 43 færre pladser (1 procent)
  • - Region Hovedstaden i alt: 1.182 færre pladser (5 procent)

Kilde: Uddannelses og Forskningsministeriet

/ritzau/


Nyhedsoverblik