Regeringsplan vil hjælpe udkantsområder

Bedre mobilmaster og skoler på mindre øer er blandt initiativerne, der skal hjælpe udkantsområderne i Danmark

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen præsenterede torsdag formiddag en plan til 220 millioner kroner, der skal gøre det lettere at bo og arbejde i landdistrikterne.

Planen omfatter både penge til eksempelvis nedrivning af gamle huse i landsbyer, til bedre offentlig transport på landet og til oprensninger af sejlløb og havnebassinger – og en række administrative ændringer, der eksempelvis gør det lettere at etablere små skoler på små øer, og at være fleksible med planlovgivningen på i udkantsområderne, oplyser ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, i en pressemeddelelse.

- Udvikling i landdistrikterne kræver, at kommunerne har en strategi for deres område, men det er også helt afgørende, at de har rammerne til at føre den ud i livet. Med i alt 220 millioner mere til landsbyfornyelse sørger vi for, at de kan få fjernet de tomme rønner, og med en række planlovsændringer giver vi kommunerne mulighed for at udvikle deres landdistrikter, siger Carsten Hansen ved præsentationen af planen.

Ændringerne i planloven betyder blandt andet, at det bliver lettere at at købe huse, der både kan bruges til faste boliger og til sommerhuse – og at mindre erhverv får lettere ved at vokse i udkanterne.

Regeringens initiativer:

  • Styrkelse af flexboligordningen
  • Styrket indsats for nedrivning og landsbyfornyelse
  • Pulje til forbedring af kollektiv trafik i yderområderne
  • Bedre rammer for skoletilbud på mindre øer
  • Styrkede muligheder for etablering og udvidelse af erhverv i landzoner
  • Øget fleksibilitet og kortere sagsbehandlingstid i kommunernes fysiske planlægning
  • Udvikling af bymidter samt placering af internetbutikker og butikker med pladskrævende varer
  • Skibe med udenlandsk personale fritages for krav om arbejdstilladelse ved op til tre anløb til værft
  • Forlængelse af Vestdansk Vækstkapital
  • Fjernelse af bunkers
  • Oprensninger i indsejlinger, bassiner og sejlløb
  • Endnu bedre bredbånds- og mobildækning i Danmark

Nyhedsoverblik