Rav-jæger fra Korsør gør sensationelt fund

Hvad Torben Toft Heidelbach troede var skrald på stranden, viste sig at være Skandinaviens ældste kunstværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

At gå på stranden med hunden Sally ved sin side og rav-lygten i hånden har længe været en hobby for Torben Toft Heidelbach fra Korsør. Men 18. december sidste år blev en af hans sædvanlige gåture langs stranden ved Næsby på Sjælland pludselig en meget usædvanlig tur.

Et stykke historie kom i nettet ved et tilfælde

Rodet sammen under tang og sand lyste en lille genstand op. Torben Toft Heidelbach troede ved første øjekast, det var noget skrald. Han gik forbi skraldet to gange, før han i tredje forsøg fik gravet skraldet op af tangen.

- Jeg troede, det var sådan en bideskinne af gummi, som spædbørn bruger. Ja, jeg blev faktisk lidt irriteret over, at folk smider sådan noget i naturen, fortæller Torben Toft Heidelbach til Ekstra Bladet.

Bideskinnen kom i posen med dagens rav-fangst, og de to rav-jægere fortsatte deres tur uvidende om, at de havde et stykke Danmarkshistorie i posen.

Skraldet var værdifuld kunst

Men ved nærmere eftersyn, var det ikke en bideskinne i gummi, der var røget i nettet, men derimod et stort stykke udskåret rav, der lignede en elg.

Uden at vide hvad betydningen af fundet var, lagde Torben Toft Heidelbach et billede af rav-stykket op på en Facebook-side for ravsamlere. Her fik han hurtigt en række kommentarer.

Torben Toft Heidelbach valgte derfor at sende et billede af sit fund til museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet. Og det fik museumsinspektøren op af stolen.

- Museumsinspektøren havde egentligt juleferie, men han tog d. 23. december til Korsør for at hente rav-elgen. Han var her i halvanden time og øste ud af sin viden. Så begyndte det hele at give mening. Men tænk sig, jeg kunne lige så godt have smidt den ud igen, fortæller Torben Toft Heidelbach til Ekstra Bladet.

En rav-elg fra istiden

Museumsinspektøren kunne fortælle, at der var tale om et ravsmykke fra i slutningen af istiden, altså omkring 13.000 til 14.000 år gammelt. Der venter nu Torben Toft Heidelbach en dusør på et femcifret beløb mellem 10.000 og 99.000 kroner, nærmere kan museumsinspektøren ikke komme nu.

 


Nyhedsoverblik