Rasmussen tror på Tour-comeback

Michael Rasmussen tror maksimalt, at han får et års karantæne. Der er interesserede hold, men lige nu afventer alle en afgørelse i sagen, siger han.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Rasmussen forholder sig i mandagens udgave af B.T. til flere af de beskyldninger, der har været mod ham i forbindelse med sommerens Tour de France. Han siger blandt andet om mistanken til de blodværdier, som han lagde frem i november.

- Jeg kan bare sige, at jeg havde en hæmatokritværdi på 40,3 procent, og hvis man har taget en epo-kur med de tal, er man godt nok dårlig til at dope sig.

Endnu engang fastholder han, at hans daværende hold, Rabobank, og holdets manager Theo de Rooij vidste, hvordan han havde forberedt sig til årets Tour.

- Det er jo logik for burhøns, at jeg ikke har trænet i Mexico. Theo de Rooij forholder sig jo også til det faktum, da jeg får en advarsel fra UCI (den internationale cykelunion) den 29. juni. Han giver mig jo den største bøde i Rabobanks historie på 10.000 euro. Og i og med at han har givet mig den bøde, må man formode, at han har læst advarslerne grundigt, siger Rasmussen.

I interviewet slår han desuden fast, at han regner med at komme til at cykle igen i 2008. Han forestiller sig maksimalt at få en karantæne på et år - med tilbagevirkende kraft, og han udelukker ikke at komme tilbage til Tour de France igen og siger, at der er interesserede hold.

- De fleste afventer jo, hvordan sagen ender. Men det skulle da være underligt, hvis ikke et hold skulle være interesseret i verdens bedste rytter i juli, siger han om sig selv.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik