Rapport: Affolkning i yderområder kan ikke stoppes

Udkantsdanmark bør satse på madkultur og golfbaner. Problemet med affolkning kan næppe løses, lyder det oven på en ny rapport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om det er regeringens ambition at skabe vækst i hele landet, må den erkende, at affolkningen i landdistrikterne ikke står til at ændre. I hvert fald hvis man skal tro en ny fællesrapport fra regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), skriver Berlingske.

I rapporten Det lokale Danmark fremgår det, at "udviklingen kan næppe vendes".

I regeringsgrundlaget hedder det ellers, at der skal udarbejdes en samlet strategi for udviklingen uden for de største danske byer og i landdistrikterne. Det gælder såvel erhvervsudvikling som bosætning.

Væksten skærpes

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) er på ferie, men Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, slår fast, at væksten i yderområderne skal skærpes trods rapportens dystre budskab.

- Vi mener det selvfølgelig alvorligt, når vi i regeringsgrundlaget siger, at Danmark skal udvikles som et helt land. Og vi skal ikke bare give op, som rapporten indikerer, men fastholde bosætningen i landdistrikterne, siger Bonnesen til Berlingske.

Mad, golf og rekreative områder

Rapporten er en del af det treårige projekt "Yderområderne på forkant". Det skal hjælpe kommunernes planlægning frem til 2030. Heri fremgår det, at der i de kommende år skal satses på blødere områder som madkultur, golfbaner og rekreative områder i landdistrikterne.

Projektet blev indledt af det nu nedlagte Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Her lød det, at strategiprojekterne i kommunerne skulle tage afsæt i et nøgternt og realistisk syn på fremtidens udfordringer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik