Rambuktyveri mod elektronikforretning

Foto: TV ØST

Tre ukendte gerningsmand kørte natten til tirsdag en bil ind i en elektronikforretning i Jyderup. De slap afsted med elektronik for 100.000 kroner.

Politiet fik meldingen om tyveriet klokken 3.12 natten til tirsdag, da en tyverialarm var gået i gang i en elektronikforretning på Skarridsøgade i Jyderup.

Da de kom til stedet kunne de se, at ukendte gerningsmænd begået rambuktyveri mod en elektronikforretning.

- De har bakket en bil ind i butikken. De har ramt butiksdøren, som var sikret med et gitter bag sig, og derigennem får de adgang til stedet, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterlyser grålig bil

På overvågningsbillederne kunne de konstatere, at der var tale om tre gerningsmænd, der havde bakket en grålig bil ind i butikken. Politiet mener, at der tale om en Seat Alhambra.

Tyvene slap afsted med både fladskærme, bærbare computere, IPads og mobiltelefoner. Samlet var der effekter for omkring 100.000 kroner.

Politiet er lige nu på bar bund, når det kommer til gerningsmændene. De eneste, de har kunnet slå fast, er, at der er tale om mænd, der ser ud til at være unge.

Håber bilen kan føre til opklaring

De tre flygtede fra stedet i den grå bil, og det er netop nu bilen, som politiet håber, vil kunne føre dem nærmere en opklaring.

- Vi er rigtig interesserede i at høre, om der er nogen, der har set en delvis ramponeret bil. Den kan måske være blevet efterladt et sted af gerningsmændene, siger Martin Bjerregaard.

Hvis politiet finder bilen, vil de her muligvis kunne sikre sig tekniske beviser, der kan føre dem til gerningsmændene.

Lokalpolitiet i Holbæk kan kontaktes på telefon 114.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App