Rådyr åd 15.000 nyplantede træer

En åben hegnslåge gav rådyr adgang til at spise knopskuddene på 15.000 egetræer ved Nakskov. Ekstraregningen for at plante nye træer lyder på 150.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En låge, der ikke blev lukket ordentligt, er skyld i, at Naturstyrelsen skal plante en helt ny skov forfra igen. I midten af marts benyttede et eller flere rådyr sig af, at lågen til den nytilplantede skov stod åben. Rådyrene gik derefter på rov i egetræernes friske knopper, indtil 15.000 træer var bidt ned, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

- En enkelt glemsom sjæl, der ikke lukker lågen, er i dette tilfælde nok til fuldstændig at nulstille skoven, og vi må begynde helt forfra igen. Der er mange rådyr i området, og når lågen til skoven står åben, går der ikke lang tid, før dyrene finder frem til de spæde træer med de friske og velsmagende knopper, siger skovfoged Mette Skat Buhr fra Naturstyrelsen i Storstrøm.

Nye låger på vej

For en af de medarbejdere, der var med til at plante træerne, kan arbejdet nu begynde forfra.

- Da vi fandt ud af, hvad der var sket, var det selvfølgelig lidt af et chok. Så stor en del af træerne er spist, det er rigtigt ærgerligt, siger Mads Borre, som er skovarbejder i Naturstyrelsen Storstrøm.

Naturstyrelsen overvejer nu at indføre et system med frivillige, lokale hegnsvogtere, der kan holde øje med indhegninger og give Naturstyrelsen besked, hvis der er problemer med hegn eller låger. Det kan også komme på tale ganske enkelt at låse lågerne til små, nytilplantede skovarealer, hvis der er store bestande af hjortevildt i området.

Ved skoven ved Nakskov kommer der i løbet af april nye låger op, som selv lukker bag én, når man går ind på området.

Skovfoged Mette Skat Buhr regner med, at de nye træer først vil blive plantet i løbet af efteråret 2015.


Nyhedsoverblik