Pukkelhval kan være set ved Bogø

En kvinde mener torsdag aften at have set en hval i Grønsund mellem Bogø og Stubbekøbing. Ikke usandsynligt at det er en pukkelhval, lyder det fra ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der kan være spottet en hval i Grønsund mellem Stubbekøbing og Bogø torsdag aften. Omkring klokken 18 ringede Helle Olsen til TV2 ØST og fortalte om det sjældne syn.

- Vi sad på vores terrasse ved Bogø Havn og kiggede ud over vandet, da vi pludselig så et stort plask. Det mindede om en stor bombe, men så kunne vi bagefter se, at det var et stort dyr. Vi ser tit marsvin herude, men det her var meget større end det, og det havde et åndehul, siger Helle Olsen.

Pukkelhvaler i Flensborg Fjord

Der gik et øjeblik, og så kom dyret op til overfladen igen, og ifølge Carl Kinze fra hvaler.dk er det slet ikke usandsynligt, at der kan være tale om en pukkelhval.

- I mandags blev der set 2 pukkelhvaler i udkanten af Flensborg Fjord, og det kan godt hænge sammen med det her. De kan sagtens være nået til Grønsund, men det kan også bare være den ene - de behøver ikke svømme sammen, siger han.

Skal vænne os til det

På Bogø satte Helle Olsen sig i bilen med det samme. Den mulige hval havde kurs mod Farøbroerne, så nu er hun kørt dertil for at se, om de kan få øje på det store dyr igen, og vi skal måske til at vænne os til at have pukkelhvaler omkring os.

- Bestandene har det godt. De har været fredet i klasse A i nogle år, og det betyder, at der er kommet flere, men også at de ikke nødvendigvis befinder sig, hvor de har det bedst, men også er i randområderne, siger Carl Kinze.


Nyhedsoverblik