Psykolog: Arbejde handler om andet end penge

Fredag bruger Løkke Svinninge-bager som eksempel på, at det ikke altid kan betale sig at arbejde, men Løkke overser vigtige pointer, lyder det fra psykolog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gang på gang fastslår, at det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark, overser han nogle væsentlige pointer. Det mener Peter Busch-Jensen, der er arbejdspsykolog og lektor ved Roskilde Universitet.

- Diskussionen irriterer mig, fordi jeg synes, at den er en forsimpling af, hvad det betyder at have et arbejde, og hvad et arbejde betyder for mennesker. At arbejde i dag handler om rigtig mange andre ting end økonomi, lyder det fra Peter Busch-Jensen.

Så sent som fredag besøgte Lars Løkke Rasmussen Svinninge Bageri, der flere gange har oplevet at ledige faglærte salgsassistenter afviser at tage et job, fordi det ikke kan betale sig økonomisk.

Læs: Det kan ikke betale sig at arbejde hos Svinninge-bager

-
 Det betyder meget, også for vores selvforhold og identitet. Og så er det også på arbejdet, at vi møder venner, oplever tilhørsforhold, lærer nye ting og i øvrigt holder os opdaterede - blandt andet i forhold til teknologiske udviklinger, siger han. 

Peter Busch-Jensen påpeger, at langt størstedelen af de arbejdsløse i Danmark har det svært ved ikke at være en integreret del af samfundet. 

- Vi ser mange arbejdsløse, der går ned med stress og depression. Og for mig fortæller det netop, at der er mere på spil i arbejdsforholdet end økonomi. En manglende tilknytning til arbejdsmarkedet kan jo også opleves som en mangel på social kontakt, et fravær af tilhørsforhold og udviklingsmulighed, og ikke mindst muligheder for at bidrage med noget og være noget for andre i ens hverdag, siger han.

Fylder en del i valgkampen

Diskussionen om den økonomiske forskel på at være i arbejde og på kontanthjælp har fyldt en del i de første dage af valgkampen.

Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at det kan betale sig at arbejde, når gevinsten i nogle tilfælde ikke er mere end 1.000 kroner om måneden.

Peter Busch-Jensen anerkender, at der kan være arbejdsløse, der af forskellige grunde foretrækker at gå ledige og stå uden for det danske arbejdsmarked.

- Men for det første kan det jo handle om rigtig meget andet end dovenskab eller nassementalitet. Nogle mennesker kæmper med nogle problemer, som de fleste af os heldigvis er forskånet fra nogensinde at opleve, siger han.

- For det andet, tror jeg, vi reelt taler vi om et fåtal, hvorfor resultatet er, at resten, der måske netop i forvejen har rigeligt at slås med, nu også skal kæmpe med at blive talt om på en ekstremt ubehagelig måde. Og det, synes jeg, mildest talt er ærgerligt. /ritzau/


Nyhedsoverblik