Projekt ’Pilogpoppel’ skydes i gang igen

Lolland og Guldborgsund Kommuner hjælper på ny lodsejerne til at pleje og bevare de gamle pile- og poppeltræer, der er en del af kulturhistorien og landskabet på Lolland og Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For at pleje og bevare de gamle pile- og poppeltræer, er det vigtigt, at de bliver stynet, dvs. hårdt beskåret, inden grenene knækker.

Det arbejde vil Lolland og Guldborgsund Kommuner gerne hjælpe lodsejerne på Lolland og Falster med for blandt andet at sikre, at der fortsat kommer til at være liv i de levende hegn på markerne. Det skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.   

- Vi har netop afsluttet et treårigt projekt, som var et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Naturfredningsforening, Museum Lolland-Falster, siger skov- og naturkonsulent Thyge Andersen, Lolland og Guldborgsund Kommuner.

- Projektet har været en kæmpe succes, udtaler projektleder Anita Pedersen.

Mange træer mangler  

’Projekt Pilogpoppel’ har i de to kommuner indtil nu registreret 3.984 poppler, stynet 1.599 træer og plantet 300 nye stiklinger. Projektet er finansieret af NaturErhverv, 15. Juni Fonden samt Møenbogaardfonden.

Der er dog stadig mange træer, der er registreret, men som endnu ikke er blevet stynet, og derfor har ’Projekt Pilogpoppel’ valgt at fortsætte arbejdet:

- Vi er dog nødt til at prioritere benhårdt. For nogle vil styningen ikke koste noget – for andre vil det være forbundet med en beskeden udgift. Økonomien i styningen afhænger blandt andet af, hvor mange træer der er, og hvor stor mængde, der kan anvendes til flis. Vi forsøger så vidt muligt at prioritere de mest bevaringsværdige træer først, samt de områder hvor der er flest træer samlet, fortæller Anita Pedersen.   


Nyhedsoverblik