Professor om kontanthjælps-lotto: Find jer ikke i det

Foto: TV ØST

Kommunerne behandler fejl om gensidig forsørgelsespligt i kontanthjælpssager vidt forskelligt, og det får en professor til at opfordre borgerne til at klage.

De samme fejl i kommunens sagsbehandling kan give 48.500 kroner ind på kontoen eller fire breve i ens egen og kærestens e-boks. Det skriver Avisen.dk.

Det er resultatet af, at kommunerne behandler de mange fejl om gensidig forsørgelsespligt for samlevende vidt forskelligt. Som Avisen.dk har beskrevet vælger nogle kommuner ikke at refundere kontanthjælpen til de par, som de har trukket på fejlagtigt grundlag.

Kirsten Ketscher, professoren i Socialret ved Københavns Universitet mener ikke, at parrene skal finde sig i den forskelsbehandling.

- Jeg opfordrer dem til at klage til ombudsmanden eller til at gå mange personer sammen om at anlægge et fælles søgsmål, siger Kirsten Ketscher til Avisen.dk.

Odsherred Kommune: Ikke belæg for at udbetale

Loven handler om, at kærestepar siden januar sidste år har skulle forsørge hinanden ligesom gifte par, hvis den ene af dem kommer på kontanthjælp. Men det tegner til at et stort antal kommuner har brudt forvaltningsloven i deres sagbehandling.

Derfor betaler kommuner penge tilbage på grund af fejlen. Andre gør ikke, og de får nu Ankestyrelsens opbakning.

Odsherred Kommune har skrevet i en pressemeddelelse, at kommunen ikke har overholdt de krav, som Ankestyrelsen stiller til sagbehandlingen. Derfor retter de op på fejlene. Men kommunen mener ikke, at der er noget belæg for at betale penge på grund af de udgyldige afgørelser.

- Det er rigtig ærgerligt, at pressen anlægger en sådan vinkel, for den giver en række borgere forhåbninger om en ekstra økonomisk indsprøjtning i et koldt og vådt forår. Forhåbninger, der desværre ikke bakkes op af afgørelsen fra Ankestyrelsen, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Gitte Hededam.

Centerchef: Vi udbetaler beløbene

I Helsingør har kommunen udbetalt omkring en million i alt til 90 par, fordi de ikke havde sendt brev med parthøring til begge parter, men kun til kontanthjælpsmodtageren.

Mette Gregersen, centerchef for Job og Uddannelse, er uforstående overfor, at fejlene kan give andet resultat end at borgerne skal have pengene tilbage.

- Brud på garantiforskrifterne giver ugyldige afgørelser og dermed i sådanne sager, retten til at få de penge tilbage. Det er sædvanlig praksis og er også udmeldt tidligere fra Ankestyrelsen. Derfor udbetaler vi beløbene, skriver hun til Avisen.dk.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App