Private skal gennemføre køreprøver

Politiet kan ikke følge med i efterspørgslen på køreprøver. Nu kommer der hjælp til de mange, der venter på køreprøver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ria Larsen har taget de køretimer, som hun skal, for at hun kan få lov til at gå til køreprøve.

Men som så mange andre i regionen kan hun ikke komme til med det samme - masser af mennesker må vente i månedsvis på at kunne komme op til den endelige prøve. Det kan ende med at blive en meget dyr løsning.

- Så bliver du nødt til at tage flere køretimer for at kunne huske det hele, og så er det lige pludselig mange penge, man skal af med, siger Ria Larsen, der er 18 år og ved at uddanne sig til tjener.

Men nu bliver der gjort noget, der skulle kunne nedbringe ventetiden.

Justitsministeren vil ansætte private, for eksempel kørelærere, militærfolk eller personale fra landets synshaller, til at varetage køreprøverne.

Den idé bliver godt modtaget af Niels Rask.

Han er synsmand i Vestsjællands Bilsyn i Slagelse og har for år tilbage, da reglerne var anderledes, varetaget tusindvis af køreprøver.

Han er sikker på, at han sammen med sine kolleger ville kunne nedbringe ventetiden betragteligt i Slagelse.

- Indenfor en måned så er der ihvertfald ikke flere, der mangler en teoriprøve eller en køreprøve, siger Niels Rask og fortsætter:

- Men vi har også både aftener og weekend, som vi kan tage i brug i den private sektor. Det er måske lidt mere besværligt i den offentlige sektor.


Nyhedsoverblik