Private investorer går uden om boligbyggeri i Slagelse

Der mangler boliger i Slagelse Kommune, men private investorer har ikke lyst til at putte penge i området. Derfor må almene boligselskaber på banen, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal gang i boligbyggeriet i Slagelse Kommune, hvis man vil have dynamik og vækst. Sådan lyder budskabet fra ejendomsmægler Steen Grosen, der er indehaver af Home i Slagelse, Korsør og Skælskør. Men de private investorer har tilsyneladende ingen intentioner om at putte penge i det vestsjællandske lige nu.

I mandagens Sjællandske beretter ejendomsmægleren om unge familier, der venter på, at parcelhusene bliver ledige, men de, der bor i parcelhusene, har ikke noget at flytte til, hvis de er på udkig efter en mindre bolig med for eksempel elevator i opgangen og altan. Og trods boligmanglen er der ingen pengemænd klar i kulissen. Derfor mener Steen Grosen, at de almene boligselskaber må på banen.

- Hvis man skal have noget vækst og dynamik i det, så tror jeg på, at de almene boligselskaber skal med ind og bryde isen. Der er mange af de ældre, som ikke har lyst til at købe noget, men som gerne vil af med deres parcelhus - og over at bo til leje, siger Steen Grosen til avisen.

I Bolig Korsør er direktør Peter Hjort positiv over ideen om at bygge boliger, men mener, at det vil kræve, at man tænker anderledes end før i forhold til at bygge boliger til en forholdsvis lav leje.


Nyhedsoverblik