Privat børnepasser må passe børn igen

Foto: TV ØST

Fra torsdag må Pernille Karup igen passe børn, selv om Holbæk Kommune i fredags fratog hende retten på grund af sikkerhedsmæssige hensyn.

Fredag fik Pernille Karup besked fra Holbæk Kommune om, at hun fra mandag ikke længere måtte fungere som privat børnepasse for de 5 børn, der fast kommer hos hende. Men i dag onsdag har kommunen omstødt den afgørelse.

I et brev til Pernille Karup skriver Christian Simonsen, der er chef for dagtilbud og læring, at han har besluttet at ændre beslutningen om at inddrage godkendelsen til at drive privat børnepasning fra dags dato. Dog under forudsætning af, at hun bringer bestemte forhold i orden.

Beslutningen om at fratage Pernille Karup retten til at passe børn blev taget på baggrund af 2 besøg i hendes hjem. Første gang var der nogle løse ledninger, manglende afskærmning ved komfuret, og så lå der en køkkenkniv på køkkenbordet.

Kniv lå der stadig

Da hun igen i fredags fik besøg, var der rettet op på de 2 første fejl, men der lå stadig en kniv på køkkenbordet, og på den baggrund valgte kommunen altså at lukke for pasningen. Det på trods af at ingen af de 5 børn hos hende kan nå op til kniven. Beslutningen fik forældrene op af stolen. De fortalte søndag til TV ØST, at de var frustrerede over beslutningen, for de føler sig trygge ved Pernille Karup og hendes hjem.

Pernille Karup kan nu passe børn igen fra torsdag og har indtil 20. november til at få helt styr på de sikkerhedsmæssige forhold.

03:50 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App