Præster efterlyser handling fra biskop

Præster udtrykker skepsis ved deres kollega Annette Bergs udtalelser om reinkarnation. De kræver handling fra biskoppen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Sagen er klar, biskoppen må træde i karakter overfor den ukristelige præst - det kræver mere end en kaffeslabberas. Sådan skriver præst og debattør Katrine Winkel Holm på sin facebook-væg

Kommentaren falder, efter præsten i Vig i torsdags i programmet Præstens Lektie på TV ØST udtalte, at hun tror på, at sjælen kan leve videre i en ny krop, efter vi dør.

Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller har udtalt til TV ØST, at han finder udtalelserne kritisable og misvisende, og han vil drøfte sagen med Annette Berg ved lejlighed.

Klokkeklart i modstrid med folkekirken

Sagen har skabt røre i de kirkelige kredse, og en ekspert i Kristeligt Dagblad kalder udtalelsen klart over kristendommens grænse.  

- Her har vi at gøre med en sag, hvor en præst klokkeklart udtaler sig i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Kristendommens forestilling om opstandelse kan ikke forenes med reinkarnationstanken, hvor sjælen genfødes og tager bolig i en ny krop. I kristendommen hænger sjæl og legeme sammen - i hvilken form genopstandelsen nærmere finder sted, kan så diskuteres, men reinkarnation falder klart udenfor, siger retsteolog og ph.d. med speciale i kirkeret Kristine Garde til avisen.

Udtalelser er uforenelige med kristendommen

Sognepræst Jesper Bacher fra Lolland kritiserer også Annette Bergs udtalelser om sjælelig vandring.

- Jeg mener, at det er ukristelig tale, og det er ikke i overensstemmelse med det grundlag, hun er forpligtet på som præst i den danske folkekirke, fortæller han til TV ØST.

Hvilke konsekvenser det kan få for Annette Berg, vil biskop Peter Fischer-Møller endnu ikke udtale sig om.


Nyhedsoverblik