Præster, der før har været på kant med den kristne tro

Foto: TV ØST

Det er langt fra første gang, der er en præst, hvis tro afviger fra den klassiske kristne tro. Her kan du læse om de største sager. Hvad skete der, og hvad blev konsekvensen?

Præsten, der ikke troede på Gud

En af de mest omtalte kirkelige debatter var, da præsten Thorkild Grosbøll i 2003 udgav bogen en sten i skoen. Her skrev han på en af de første sider, at der ikke findes en gud, ingen opstandelse eller evigt liv. Han blev herefter kendt som præsten, der ikke troede på Gud.

Det blev konsekvenserne

Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel fratog efter udtalelserne i 2003 Thorkild Grosbøll fra sin tjeneste som Sognepræst i Taarbæk. Senere på året fik han lov til at fortsætte sit arbejde, men under skærpet tilsyn. I 2005 skulle Thorkild Grosbøll op til en slags konfirmation, hvor han overfor biskoppen i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, skulle sige trosbekendelsen. I 2008 valgte han selv at stoppe som præst.

Kirketjeneren, der troede på kristelig reinkarnation

Kirketjener Steen Ribers fra Skt. Andreas Kirke i København kom i modvind, da han udtalte, at han tror på kristelig reinkarnation i 1994. Det var sognepræst i Skt. Andreas Kirke Mads Bjørn Jørgensen, der meldte kirketjeneren til Kirkeministeriet.

Det blev konsekvenserne

Kirkeministeriet ekskluderede Steen Ribers fra Folkekirken i 1994. Men i 1996 anlagde kirketjeneren sag an mod Kirkeministeriet for at få sit medlemskab af Folkekirken tilbage. Landsretten og Østre Landsret gav folkekirken medhold i at smide kirketjeneren på porten. Men i 2005 afgjorde Højesteret, at folkekirken ikke havde ret til at ekskludere ham.  

Præsten, der må lyve i sine prædikener

Per Ramsdal fra Sydhavn Sogn blev landskendt, da han i 2014 udtalte til Jyllands-Posten, at han ikke tror på Jesu opstandelse, og føler sig nødsaget til at lyve, når han f.eks. prædiker ved begravelser. Tidligere havde han gjort sig bemærket i 2009, da han lod irakiske flygtninge flytte ind i Brorsons Kirken på Nørrebro i København.

Det blev konsekvenserne

Per Ramsdal blev kaldt til samtale med Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen. Per Ramsdal trak senere sine udtalelser tilbage med en undskyldning. Han har netop afsluttet et ni måneders mentorforløb, hvor han har fordybet sig i teologiske værker. Han har fortsat sit arbejde som sognepræst.

Præsten, der vil skabe dialog

Senest i rækken er nu Annette Berg fra Vig, der har udtalt, at hun tror på reinkarnation. Hun vil skabe dialog mellem de forskellige religioner. Hvad konsekvenserne bliver vides endnu ikke. Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller vil drøfte sagen med Annette Berg inden længe.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App