Prædiken

Foto: TV ØST

Af Jesper Bacher

Prædiken til Fastelavnssøndag

Er han ikke rigtig klog? Spørgsmålet trænger sig på, når Jesus fortæller sine disciple, at de skal gå op til Jerusalem, hvor han skal lide, dø og opstå på den tredje dag. Jeg mener, man går da ikke mod lidelser og død, man prøver at undgå lidelser og død. Det er selvfølgelig umuligt i det lange løb, men ligefrem at gå efter lidelse og død virker mildest talt bizart. Ja, hele kulturen går det modsatte vej. Vi prøver at mindske, lindre og afskaffe så meget lidelse som muligt, vi prøver at forøge levealderen og udskyde døden. Jesus går op til Jerusalem, men det lyder som den rene nedtur, og fornuftige mennesker ville betakke sig. Nok taler han også om sin opstandelse, men det lyder bare endnu længere ude.

Disciplene fatter heller ikke noget af det, som Jesus siger. Umiddelbart kan det undre, for Jesus taler jo ikke volapyk. Ordene er klare nok, men de trænger ikke igennem. Fænomenet er ikke ukendt. Altså det, at fordomme gør tunghør. Når man har bestemte ideer om, hvordan tingene skal være, kan være meget svært at høre noget, som modsiger de fasttømrede ideer. Og disciplene har den tro, at Jesus er Guds udvalgte og salvede, det vil sige Messias. Han skal ikke gå op til Jerusalem for at lide og dø, men for at triumfere og sejre. Jesus skal træde de onde under fode og som den sande kongesøn sætte sig på Davids trone. Derfor var Jesu ord skjulte ord for dem. Skjult af deres fordomme om Messias. De ser Jesus, men indser alligevel ikke, hvordan han skal sætte frelsen i værk.

Vi skal imidlertid vare os for at ryste på hovedet af de fordomsfulde og fattesvage disciple. Det skulle ikke være så svært at se os selv i dem. Vi har vores ideer, formet af verden og vores erfaringer, og de kan såmænd være udmærkede til husbehov og almindelig handel og vandel, men de har deres grænser. Vores ideer overbydes og modsiges, rystes og lutres i evangeliets ild. Ideerne sættes på plads og over dem sættes Guds hellige ord, som er den levende Herre, Jesus Kristus. Der er noget, som skal siges os ovenfra, og som vi aldrig kan sige os selv.
Men det er ikke så let at høre noget, der i den grad går på tværs. Derfor holder vi gudstjeneste, og derfor har vi en bibelbog, som skal holde os fast på det, som sprænger og trumfer verdens visdom.

Det budskab, som fortæller, at Jesus ikke gik op til Jerusalem af dødsdrift, men for at standse vores drift mod død og mørke. Han gik mod lidelse og død, fordi det er vores vej trods alle forsøg på at løbe den anden vej. Han gik for at undgå din og min evige død. Derfor gik han.
Vores lidelse og død er løn som fortjent. Det er prisen for at vende Gud ryggen, men Jesus bar korset på ryggen og betalte prisen for vores liv. Gud gav sin uskyldige søn for, de skyldige kunne gå fri. Er det retfærdigt? Nej, ikke efter vores ideer! Er det kærligt? Ja, efter Guds hjerte, som er mægtig som en riddersal i forhold til menneskeforstandens snævre hjertekamre.

Lidelse og døden er ikke forsvundet, men de er undergravet. I alle lidelser lider Jesus med os, og lidelsen får aldrig det sidste ord. I døden går Jesus med, fører ind i lyset og en dag ud af graven. Jesus gik op til Jerusalem, derfor skal det aldrig gå ad Helvede til for den, som tror ham!
Men disciplene, Jesu egne lærlinge, har ikke fået øjnene eller hjertet op for det, mens de vandrer mod Jerusalem. Ligesom mange her til fastelavn og karnevalstid skjuler sig bag masker, var ordene skjulte for Jesu nærmeste.

En blind mand er dog anderledes klartseende. Blindhed udelukker som bekendt ikke indsigt. Nu er det ikke, fordi den blinde tigger fra Jeriko er en særlig klog teolog, som med takket være sin gode forstand har forstået frelsens mysterium i modsætning til disciplene, men i sin nød råber tiggeren på det, som er ledetråden for hele Jesu gerning. Tiggeren har ikke noget at komme med, så han har kun én ting at håbe og råbe på; barmhjertighed.

”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”. Han råber, selv om folk truer ad ham. Han råber Jesus an og Jesus standser, for den barmhjertige hører, at der netop kaldes på ham. Tiggeren vil være seende, og det bliver han, men allerede før hans øjne blev åbnet, havde han set Jesus som Guds barmhjertighed. Han bliver ikke frelst, fordi hans blindhed får ende, hans blindhed får ende, fordi han også som blind så Jesus for det, Jesus var og er.

Og det er netop barmhjertigheden, som kaster lys over Jesu vej og skæbne i Jerusalem. Jesus kommer ikke for at straffe, for hvem er ikke strafskyldig i Guds øjne? Jesus kommer ikke for at tage den politiske magt, hvad hjælper det, når alle er dødsmærkede af synd og skyld? Jesus kommer ikke for at skaffe et folk deres ret, for hvilket folk har ret overfor Gud?

Nej, Jesus kommer som Guds barmhjertighed. Som Guds barmhjertighed for disciplene og den blinde tigger, som Guds barmhjertighed for jøder og hedninger, som Guds barmhjertighed for danske og alle andre folkeslag, som Guds barmhjertighed for dig og mig og vores mest belastende næste, og der er intet, som er mere livsvigtigt og evighedsvigtigt end Guds barmhjertighed. Er man for stor til Guds barmhjertighed, er man for stor til Himmeriget, og det er så ynkeligt fattigt.

Man kan også sige, at der livs – og evighedsvigtig at være en tigger. Ikke at vi skal gå ud og tigge til føden, det behøver vi heldigvis ikke, men at være en åndelig tigger. En, som ikke kan klare sig selv, og derfor forlader sig på barmhjertighed. Har man hænderne fulde, er man selvhjulpen og selvforsynende rent åndeligt, er Guds barmhjertighed ikke en nødvendighed. Måske kan evangeliet om Guds barmhjertighed værdsættes som et smukt supplement til det, der ejes i forvejen, men verden går ikke i stykker uden den.

Anderledes med tiggeren. Den fattige dør af sult uden menneskers barmhjertighed, og den åndelige tigger dør åndeligt uden Guds barmhjertighed. Og netop fordi tiggeren har tomme hænder, kan de fyldes, fordi han er fattig i sig selv, kan han blive rig, fordi han intet har, kan han få alt.

Går man tiggergang hos Gud, går man ikke fejl af Gud. Det havde vores store kirkefader, Martin Luther, en uforlignelig sans for. Han kunne ellers om nogen kaldes en rigt begavet mand, knivskarp i intellekt, flammende i ord og stor i mod. En af kirke – og verdenshistoriens helt store skikkelser.

Luther døde i februar 1546 i fødeby Eisleben, hvor han var rejst hen for at mægle i en strid mellem de lokale grever. Men da denne store mand havde udåndet, fandt man en seddel på hans bord med ordene: ”Vi er tiggere, det er sandt”.
Sådan lød de nogle af de sidste skrevne ord fra en mand af så mange ord. De sidste ord var ikke store ord, men små og ydmyge ord, og så alligevel, er der noget uendeligt stort i at kende sig selv om en tigger for Gud. En, der råber på barmhjertighed ligesom den blinde tigger ved vejen til Jeriko.

”Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg har fået maske på, mis, mas, maske på. Kan du gætte, hvem jeg er?”. Sådan er der nok nogen, som synger i dag. Vi behøver ikke gætte på, hvem Gud er. Masken er faldet, og de skjulte ord er blevet åbenbaret, selv om vi har brug for at høre dem igen og igen. Gud har vist os, hvem han er. Han er den, som standser, når en tigger råber på hans barmhjertighed. Han er den, som går op til Jerusalem for at vi kan gå vores veje, også de tunge, med frimodighed og håb.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App