Prædiken 2. søndag i fasten
I H.C. Andersens eventyr Store Klaus og lille Klaus er der en bondemand, der ikke kan udholde degne. Han havde, skriver H.C. Andersen, den forunderlige sygdom, at han ikke kunne tåle at se degne. Kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende.
Det udnyttede Lille Klaus smart i eventyret, men jeg har altid undret mig over denne –fobi overfor degne, som vi vel ville kalde det i dag. Eller en aversion, en modvilje, eller med et fint ord en idiosynkrasi.
Vi har alle vore degne, som vi ikke kan tåle. Mere eller mindre. Hver djævel har sin tid.
Ingen mennesker kan sige fri fra den slags modviljer. Kun robotter og computere er rent rationelle og lider ikke af sjælelige sygdomme.
Der findes ca. 500 navngivne fobier, for der er ingen grænser for, hvad mennesker kan føle frygt for eller væmmelse ved. De fleste kender vi: klaustrofobi, angst for lukkede rum, agorafobi = angst for åbne pladser, men der er også atomosofobi er frygt for atombombeeksplosioner.
Der er altså utallige måder, som vi kan få sjælen forstyrret på. Man kunne også tale om en besættelse, en besættelse som gør os bange for hverdagsagtige hændelser (her tænker jeg ikke på atombombeeksplosioner).
I teksten til i dag hører vi også om en slags sjælelig besættelse. En fader opsøger Jesus med sin syge søn.
Faderen har sikkert prøvet mange midler og opsøgt mange mennesker for at se, om de kunne hjælpe med at kurere eller frelse hans søn. Sønnen, hører vi, er besat af en ånd, der gør ham stum og kaster ham til jorden så han fråder og bliver stiv.
Men faderen tror snart ikke mere på, at han skal se sin søn rask igen. Han kan ikke tro på det, ikke tro på at der er et håb og en frelse. Derfor siger han også til Jesus: Jeg tror, hjælp min vantro.
Forinden mødet med Jesus har disciplene forsøgt sig. De kunne ikke hjælpe. Så kommer Jesus, og han optræder her med en sjælden kort lunte og en vis vrede og skælder ud på disciplene. Jesus befaler ånden at drive ud af sønnen, og det sker. Drengen bliver rask.
I dag findes der lægevidenskabelige diagnoser for den slags lidelser, som vi præsenteres for, men på Jesu tid talte man om ånder, urene og besættende ånder, dæmoner, som tog bolig i mennesker. Den slags udtryk bruger vi ikke i dag, men den menneskelige psyke, sjæl eller ånd er en sammensat størrelse, hvor vi alle ved, at der kan opstå blokeringer, forstyrrelser, trods, modstand og nedsmeltninger. Det er ikke til at se udefra, for det er jo ikke kroppen eller legemet, der er sygt med feber eller blødninger. Det kan vi lettere forholde os til.
Der er meget fornuft i at tale om dæmoner og besættelse.
Ikke konkret, som små djævle med trefork og hale og horn i panden, som man kan se i tegneserier. Men som sindsforstyrrende blokeringer, trodsigheder, forskydninger.
Var der ikke synd i verden, var der ingen blokeringer. Synden ligger i denne trods, frygt eller aversion i sjælen.
I eventyret havde bondemanden den i mild og måske ret harmløs form i sin frygt for degne. Men den kan forstørre sig op til noget stort, formørke sjælen, forstyrre sindet, skabe ufred og ravage.
Der er stor forskel på mindre og harmløse fobier og så de besættende, onde ånder. Men der er en kontinuitet.
Når mange har eller plejer de samme fobier og ånder, kan det udvikle paranoia, som igen kan kollektivisere sig til syndebuksteorier og sammensværgelsesforestillinger og med frygtelige folkemorderiske konsekvenser.
De onde ånder findes, og selvom det mest findes i kimform som en idiosynkrasi, modvilje, aversion, kan det også udvikle sig til fuldblodede syndebuksteorier.
I teksten fra Det Gamle Testamente hørte vi, at Gud skabte menneskene i sit billede, som mand og kvinde, og så at alt var godt. Senere i Gamle testamente, i Prædikerens Bog, står der: Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.
Disse sære ting, ja, det er det, som det hele drejer sig om. Onde ånder kunne vi også sige.
Og de sære ting opstår ofte ud fra ar på sjælen, psykiske forstyrrelser, aversioner der fører til livslede, had og selvhad, og i sidste instans livsfornægtelse og depression.
Og en sådan indestængthed kan være svær og næsten umulig at komme ud af.
I gamle dage talte om kedsomhed, som roden til alt ondt. Med kedsomhed, dødsynden acedia, mente man en uvirksomhed, passivitet, en manglende vilje eller evne til at kunne handle. Typisk lå der også selvkredsen og selvrefleksion til grund, hvor man ikke kommer i kontakt med virkeligheden, men lever i et selvindbildt univers. Omgivet af fobier, aversioner og stråmænd. Og som kan slå ud i voldsomheder, vrede og terror.
Jesus uddriver onde ånder. Han frelser eller helbreder sjælen, for at sige det lidt firkantet. I teksten til i dag er der tale om en ganske alvorlig sygdom, som vi som sagt i dag diagnosticerer.
På Jesu tid var der ikke så stor forskel på at helbrede og frelse. I dag hører det til i to helt forskellige verdner, nemlig hos lægen eller præsten. Sådan var det ikke på Jesu tid, og Jesus kurerer jo adskillige sygdomme, både sjælelige og somatiske.
Jesus siger ikke, at med tro kan vi komme de onde ånder til livs. For troen har også sine begrænsninger - ”tvivl sig klæber som en øgle til vor tro”, som vi sang af Grundtvig.
Jesus siger ved bøn. I den tidligere oversættelse stod der her ”ved bøn og faste” (men med en fodnote om at ordet ”faste” ikke står i alle ældre håndskrifter).
Vi kan gøre noget ved de sjælelige sygdomme, måske ikke ved et éngangsmirakel som i teksten i dag, men ved bøn og faste, altså ved at holde fast i viljen til at ønske og få frelse og helbredelse, med fromhed og fornuftig levevis.
Men mest af alt ved at bekende vor tro på Jesus Kristus, som altid er en stopklods overfor vore selvindbildte fobier og ånder. Det gjorde han ved at tage vores skyld på sig. Jesus var uden ar på sjælen, helt uden tvangstanker og dæmoner i sig, uden had og uden livslede.
AMEN