Vi skal leve vores liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når vi dør. Det er for mig summen af det, vi hører i dag.
Når vi sætter os selv i centrum, så peger Jesus altid på de andre. Spørger vi som apostlene: Giv os større tro! Så siger Jesus: I tager fejl! Troen er ikke noget, der kan måles. Som vi tager vores temperatur med et termometer eller måler vores livvidde med et målebånd. Troen hører til i kassen med umålelige ting – sammen med håbet og kærligheden. Vi kan ikke håbe lidt eller meget. Enten er vi håbefulde, eller også siger vi, at alt håb er ude. Vi kan ikke elske lidt eller meget. Vi kan ikke sige: Hvor højt elsker du mig? Så meget eller så meget? Eller hvor længe vil du elske mig? Et år, ti år eller for evigt? Hvis vi hele tiden tager temperaturen på vores kærlighedsforhold, så er det på vej til at gå i stykker. Vore venskaber og vores liv med dem, vi elsker, lever af den hengivenhed og ømhed, vi har for hinanden. Det, at vi mærker, at vi er vigtige for et andet menneske. Og kærlighed, det er ikke noget, vi kan kræve. Vi kan højst bede om den. Vi kan bede et andet menneske om at lægge os ved sit hjerte. Lige sådan med troen. Vi kan ikke kræve tro. Vi kan højst bede om den. Vi kan bede Gud om at give os tro. Ikke mere tro eller større tro, men bare tro.
Når vi sætter os selv i centrum, så peger Jesus altid på de andre. Og alligevel bliver vi ved med at kredse om vores egen tro og at tage temperaturen på den. Vi fedter med den, fumler med den og tumler med den. Vi udråber os selv til ateister, agnostikere, kulturkristne, søgende, troende og tvivlere. Det er særlig fint at være søgende. Søren Kierkegaard var skarp, da han sagde, at troens modsætning ikke er tvivl, men fortvivlelse. For tvivler, det kan man sidde og være i ro og mag, men er man fortvivlet, så er det hele ens eksistens, der står på spil. I virkeligheden er de fleste af os dybt troende mennesker. Vi går rundt med en næsten blind tillid til Gud, ikke ulig fader Abrahams. Der er så meget tro i vores liv. Vi står op hver morgen, som om vi skal leve evigt. Vi tager bilen eller cyklen og kører afsted i tillid til, at vi nok skal komme godt frem. Det er tro, og det er tillid til, at den Gud, der har givet os liv og vejrtrækning, sørger for os. Hvis vi stod op hver morgen, tynget af livet og frygtsomme og bange for at gå ud af huset, så ville der blive endnu mindre af livet sammen med de andre.
Når vi sætter os selv i centrum, så peger Jesus altid på de andre. Spørger vi Giv os større tro? Hvad mener vi så? Er det en tro, der skal hjælpe os selv, eller en tro, der skal gøre livet lettere for andre? På Institut for Folkesundhedsvidenskab forsker man i tro og helbred. Det viser sig, at forbøn hjælper, at et sygt menneske faktisk får det bedre, når andre beder for det. Og det viser sig, at kirkegang forlænger livet med halvandet år. Gud elsker selvfølgelig ikke kirkegængere mere end andre. Men det er åbenbart godt for vores mentale sundhed at høre til i en menighed. Måske fordi udgangspunktet her i kirkerummet er, at vi netop ikke er perfekte. Her er vi fælles om at bokse og bakse med livet, her tør vi tale om fadæserne og fiaskoerne. Mødet med Gud og med de andre hjælper os måske til at forsone os med hændelser og episoder i vores historie, som ellers ville tage magten fra os og skævvride hele vores tilværelse. Og hjælper forbøn, så er det måske, fordi det, at vi beder for et andet menneske, er udtryk for den omsorg, vi i alt har for det menneske, og som er med til at lette dets tilværelse. Troen er altså ikke noget, vi skal præstere. Troen er ikke et supplement til alt det andet, vi kan. Troen er det, der bærer vores liv med hinanden.
Når vi sætter os selv i centrum, så peger Jesus altid på de andre. Det er selvfølgelig irriterende, hvis vi gerne vil tale om os selv. Men det er også en befrielse og en aflastning. Så er vi altså heller ikke vigtigere. Da vores gamle biskop Jan Lindhardt skrev sine erindringer, kaldte han dem En biperson i mit liv. Med titlen spiller han på det, at vi kristeligt talt altid kommer ind på en tredjeplads. Fordi Gud er nummer ét og næsten, medmennesket, nummer to. Det er sådan, jeg hører Jesu ord til apostlene i dag. Jesus flytter fokus fra os til de andre. Det er de andre, der er hovedpersonerne, vi selv er kun bipersoner. Sagt på nudansk: Din tro er ikke kun din egen lille private tro, som du skal kæmpe med og dømme inde eller ude. Din tro har det bedst sammen med andre. Det er her, i livet med andre mennesker, når du glemmer dig selv, at du opdager, hvad tro er. Jesus gav os et vink med en vognstang, da han lærte os bønnen Fadervor. Apostlene ville gerne lære at bede. Lær os at bede! sagde de. Og så lærte han dem Fadervor, hvor vi jo netop siger Vor Fader og ikke Min Fader. Fordi troen er til deling. Som vi oplever det netop nu, hvor vi er til gudstjeneste. Vi er noget helt særligt hver især. Det ser vi, når der om lidt sættes spot på dåbsbørnene. Og når vi får brødet og vinen hver især. Men vi er ikke mere særlige, end at de andre også er det. Guds mening med vores liv er, at vi skal træde et skridt tilbage og være der for de andre. Så vores eftermæle netop ikke bliver: Han var et dumt svin, der kun tænkte på sig selv.
Det er den amerikanske forfatter Mark Twain, der sagde: Man skal leve sit liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør. Han var god til oneliners. Da han i 1897, 13 år før sin død, opholdt sig i Europa, opstod det rygte i Amerika, at han var død. Da det kom ham for øre, telegraferede han straks hjem: Rygterne om min død er stærkt overdrevne. Slut.
Søndagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Luk 17,5-10