Prædiken

Foto: TV ØST

Af Lone Balle Olesen, Magleby og Holtug kirker på Stevns.

Når hvedekornet lægges i jorden dør det, men det betyder ikke at historien ender her. I sig bærer hvedekornet nemlig muligheden for at bringe nye planter. Hvedekornet er livet der bringes videre igen. For selvom kornet dør, så er alle de muligheder der lå i det blevet til virkeligehd, fordi det gav afkald på sig selv.

Kærlighedens væsen er at give afkald på sig selv

Det var hvad jeg med møje og besvær fik kogt prædieteksten ned til at handle om, da jeg fik stillet den opgave i den forløbne uge at skulle kort præcisere hvad  evangelieteksten handlede om til i dag, s s i htk, hvor vi forlader htrekonger tiden for at gå fastetiden i møde
Korte slagordsagtige sætninger har det med at være begrænsende, og der skal gerne siges mere end dette for at teksten kan åbne sig og bringe et budskab der er til at forstå

Dagens Tekst handler om hvedekornet der lægges i jorden og dør og bærer mange fold,modsat det der lægger på ladegulvet, der ikke bliver til andet end det  det allerede er. Det er et billede på Jesu død og opstandelse, men samtidig også et billede på det som vi mennsker ikke magter ret godt: At slippe vort eget, når situtionen kræver det af os. Det er her vi altid kommer til kort.
Kærlighedens væsen er at give afkald på sig selv. Det betyder atgive slip på det der binder os. Og forhindrer os i at leve frimodigt.Det betyder til gengæld ikke at vi skal holde op med at elske os selv, som vi også elsker næsten.Eller lade os kue eller undertrykke i ydmyghedens tegn.
At give afkald på sig selv er vel netop at miste sig selv til fordel for livets mening. Til fordel for kærligheden.

Hvilke billeder kan vi sætte på for at åbne denne text?

I de år hvor man er optaget af fremgangen, opgaverne, fremdrift, måske særligt i forhold til ens børn, der kan afkaldet være nemt.Det er nemt at give afkald på ens eget i de år hvor børnene er små og opdragelsen af dem giver mening og indhold i dagene. Og glæder der består i følelsen af at være uundværlig , at være genstand for ubetinget tillid. Ens kærlighed er ubegrænset og man giver gerne afkald. Men der kommer også år hvor der ikke er nogen der beder om hjælp elelr spørger; vil du gøre det for min skyld.Nu er det en anden form for afkald der er brug for; afkaldet på stadig at ville beskytte, blande sig. Man opdager at den kærlighed man giver sine børn den får man ikke igen, den går videre igennem barnet. Kærligehdens liv er at give og give afkald, for kun sådan kan det nye blive til. Det er hvedekornets visdom.

Jesu liv var som hvedekornets. I pilipperbrevet står der om ham at skønt han var hos Gud,holdt han ikke fast ved det som sin ret:men han gav afkald og tog en tjeners skikkelse på. I samtalen i dag fortæller han os det selv.Vi står ligesom ved siden af ham mens han tolker sit liv og sin død, og vi kan følge hvordan han forstår at dette må føre ham til Golgatha, og han kalder det sin herliggørelse. Timen er kommet, siger han, da mennskesønnen skal herliggøres. Hvad er da herliggørelse?

I mennskelig forstand er det at nå alle sine mål og få  opfyldt alle sine ønsker. Men det har ikke meget at gøre med herliggørelse i kristen forstand, for der er det ikke herliggørelse af os der tænkes på, men derimod Guds herliggørelse. Og Guds herliggørelse finder sted hvor hans vilje sker og hvor den bliver synlig i vores liv. Det kan ske igennem ethvert mennskes liv, hvor smertefuldt det måtte være i mennskeøjne, for Gud handler igennem det almindelige mennskes liv. Derfor sker det også i det øjeblik hvor vi må slippe livet og falde – som hvedekornet der falder til jorden og dør.

Hvedekornet der bliver til liv i døden fortæller om Jesu liv og død for vores skyld. Men det handler også om at vore liv er som hvedekornet der netop i sig selv rummer så mange muligheder og opgaver der kun bliver til virkelighed når vi giver afkald på vores eget.

Vi kender godt til det fra vores eget liv. Når livet bliver vores projekt hvor alt helst skal lykkes, så gives der ikke nogen plads til livets storhed, livets mange muligehder og til det som måtte komme til os. Så er vi så forhippet på at lykkes, at ethvert forsøg på at slippe helt, ligger os fjernt. Men livet overrasker os heldigvis og viser os at vi ikke kan styre hele vejen selv.Og livet viser os at det netop er når vi står nøgne, sårbare, måske har vi givet op og sluppet tøjlerne, at det forunderlige kan ske.
Amen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App