Prædiken

Prædiken d. 9. februar i Haslev Kirke

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Far verden, farvel!
Nu gider jeg ikke mere alt det, som denne verden er, siger Kingo i sin farvelsang (DDS 614 ”Far verden, farvel”). Når vi skulle synge den i dag, er det fordi den rimer meget godt på Jesu ord, når han i dag siger: Den der elsker sit liv mister det, og den, der hader sig liv i denne verden skal bevare det til evig tid.

Men hvad er det for noget. Det lyder jo verdensfjernt, livsfjendsk og sort. Men pointen er en anden, nemlig at der er en måde at forholde sit til livet på, som hører sammen med at tro på ham, som døde på korset – en måde der handler om i efterfølgelse af Kristus at give sit liv for andre.

Det er skrappe ord, at vi ikke skal elske livet, men hade det.  Selvfølgelig må vi elske livet – for det er fantastisk, ja det er faktisk vores opgave at holde af og værne om det liv, vi er blevet givet. Men når Jesus siger, at den der elsker sit liv, skal miste det, tror jeg han sigter til vores selvoptagethed. Vi mennesker kan blive så optaget af at styre og iscenesætte os selv. Men i vores iver efter at planlægge og perfektionere vores eget liv, går vi glip af det, der er livets pointe.

Kig rundt og se, hvordan vi danskere plages af grublen, bekymring, stress og angst. Det handler bl.a. om, at vi lever i en verden med mange krav. Men jeg tror også, det handler om, at vi har så travlt med at tilrettelægge og styre vores liv, at det spinder i hovedet på os. Det hele skal helst være pænt og succesfuldt – familien, livet med vennerne, fritiden, og arbejdet.
Mange af os sidder søndag aften ved skærmen for at følge arvingerne. Og de 4, der kæmper om arven, er et godt eksempel på, at vi har så travlt med vores eget livsprojekt. Frederik vil for enhver pris have huset, Gro er besat af et museumsprojekt, og Emil vil bare redde sin egen røv ud af en økonomisk klemme. Og Sunshine, hun vil bare ikke snydes af de andre. Tænk hvis de opgav egne krav og tænkte på fælleskabet!

Med Jesu ord så elsker arvingerne og vi alle vores eget liv for meget. Og jo mere vi fokuserer indad på vores eget liv, desto mere forkrampet gør vi livet småt – fra at være et stort vidunder gør vi det til et projekt. Og er der noget mere indskrænket og glædesløst, end når jeg reducerer mit eget liv til ”et projekt”?
---
Jeg kender ikke svaret på, hvordan vi kommer ud af selvoptagetheden. Men når jeg hører Jesu ord om, at den der opgiver sit liv faktisk vinder og bevarer det, så fornemmer jeg, at det spejler den erfaring vi i glimt kan gøre af befrielsen ved at investere sig selv i verden uden for os selv, i en større og vigtigere sag, hvor vi glemmer os selv.

F.eks. når vi som den yngste arving, Sunshine, der forsøgte at gøre noget for fællesskabet, et øjeblik lægger vore egne krav til side og gør noget for andre, når vi kæmper for en større sag på en måde, så vi helt glemmer at iscenesætte os selv.

Sunshine blev så desværre skuffet og vendte sig også indad i en kamp mod de andre. Men åhhh, den befrielse det er at opdage, at man for en tid har glemt sig selv! Den frihed, der er i at kæmpe for noget godt for andre mennesker.

At vende sig ind mod sit eget liv for at kontrollere det, er det sikre – men også det uendeligt kedelige. For hvis vi kun investerer i os selv og ikke i omverden og andre mennesker, så sparer vi os selv, og så sparer vi os fattige. Det rigtige liv, det er med livet som indsats – eller som det hedder i en salme: Tænk at livet koster livet (DDS 14). Og senere siger salmen: Mærk, alt liv går udad, Giv, for tro er liv. Alt liv går udad – og derfor skal vi gå udad – ikke i kraft af os selv, men som en bevægelse, der starter I Gud selv.

Jesus var den, der ultimativt vendte sig udad og 100% gav sig selv for en større sag, nemlig ved at give sit eget liv for at frelse os.

Hos Johannes omtales Jesu død på korset som hans herliggørelse. Det lyder bizart at tale om døden på et romersk torturinstrument som en ophøjelse og en herliggørelse. Men det er en ophøjelse og en triumf i den forstand, at her viser han, hvad der er Guds og selve kærlighedens mening med livet – nemlig at give sig selv for andres skyld.

Når Jesus i dag forudsiger sin egen død, gør han det med et smukt billede af hvedekornet. Hvis man har et lille kornfrø og gemmer det godt på et tørt sted, så bliver kornet aldrig til mere. Men hvis man lægger det i jorden, så vil det ene korn dø på den måde, at det selv forsvinder, når det spirer og vokser op og bliver til en ny kornplante med mange kerner. Det ene korn må dø for at blive til liv for de mange nye korn. Sådan med Jesus: Han døde og opstod af graven for at give liv til alle mennesker.

Kristent liv er at følge efter Jesus. Et liv, hvor vi hele tiden gør den samme bevægelse som ham, der opgav sig selv for andres skyld. Vi skal miste os selv for at vinde os selv på mindst to måder. Først ved at tro og så ved at tjene.

Først troen:
At miste sig selv i troen er der, hvor vi giver slip på selv at være livets herre, og håber på, at der er en, der er større end os og har en mening med vores liv. Tro er en dobbelt bevægelse, hvor vi giver slip og mister livet ved at give os hen til en større mening. Og derved vinder vi livet tilbage – vi får det tilbage i en større og rigere form, når vi ser vores tilværelse i lyset af Guds nåde, som betyder, at vi ikke skal være perfekte og ikke skal klare alting selv.

Så tjenesten:
Jesus insisterer på, at livets mening er at leve i kærlighed og tjeneste for det andet menneske. Vi skal faktisk nærmest ofre os selv ved at sætte os selv til side for det andet menneske. Jesus satte sig selv så meget til side, at han led for vores skyld – og derfor må et liv i efterfølgelse af ham også betyde, at vi skal påtage os lidelse for andre menneskers skyld. Ikke at vi skal op at hænge på et kors, for det han været for os – men måske kan det føles som et kors for os at sætte os selv til side for andre menneskers behov. Det kors må vi tage på os – og vi må hver især finde ud af, hvad det betyder i vores liv.

Og Jesus er virkelig radikal, så vi kan tænke, at det rabler for ham. Han siger jo ikke: hvis du kan være 50% fokuseret ud ad, så må du godt bruge de sidste 50% indad på dit eget livsprojekt. Nej, han vil have 100%. Kan et menneske i år 2014 lægge sin egen livsplanlægning og sine egne mål og ønsker til side? På mange måder ville det sikkert gøre verden til et smukkere og kærligere sted. Og på en del måder ville det sikkert også være sundt for vores indre liv at kigge udad i stedet for indad.

Og den indadvendthed, vi skal opgive, må være den selvoptagede og egoistiske. Og modsat må man også kunne tale om en nødvendig selvkærlighed og selvpleje. Ellers kan jeg ikke få regnestykket til at gå op.

Et stort engagement i andre mennesker kan jo dække over en flugt fra ens egen situation, problemer. Og det er ikke sundt – vi må også lære at lytte til os selv. For der er dage, hvor det menneske og den sjæl i vores nærhed, der faktisk har mest brug for at blive lyttet til og blive plejet, lige præcis er os selv. Derfor må vi i kritikken af selvkærligheden kunne skelne mellem det egoistiske selvprojekt og den sunde selvkærlighed og den nødvendige lytten til sig selv.

Og uanset hvad, så er Jesu krav om 100% tjeneste udad så radikalt og vildt, at ingen af os ville kunne leve op til det – ligesom vi i det hele taget aldrig kan leve op til hans krav. Det forventer han heller ikke. Derfor har vi nåden – ja i mødet med det krav, vi ikke kan leve op til ser vi vores ufuldkommenhed og bliver ledt hen til Guds nåde.

Men i det små må vi forsøge at gøre den samme bevægelse som ham. Og hver gang vi formår at vende os kærligt udad i stedet for indad vil vi mærke, at det giver mening. For livet koster livet, og derfor giver det også bonus og mening, når vi investerer os udad, sådan som han gav sig selv for os. Amen

Kære Gud
Tak for at du lod din søn leve, dø og opstå, for at vi skal have del i nyt liv og i din kærlighed.
Tilgiv os hver gang vi går fejl af livet og vender os indad mod os selv. Vend os da om, så vi ser ud på det andet menneske, på verden og på dig.
Giv os mod og inspiration til at investere os selv i livet. Lad os ikke være for sparsomme eller forfængelige – men lær os at være ødsle.
Vi beder dig, vær med os, når vi er bekymrede, stressede eller angste over eget liv og verdens krav. Giv os lindring, når vi er udbrændte af ikke at lytte til sig selv. Vi beder for enhver af os når vi føler os ensomme og ikke orker dagen i morgen. Vær med os alle hver især og med dem, vi tænker på.
Vær med din kirke her I Haslev og ud over hele jorden. Må kirken være det sted, der altid taler klart om din søns herliggørelse i død og opstandelse for vores skyld.

I dag beder vi dig særligt for de olympiske lege i Sotji. Må de ikke blive anledning til splittelse, men gør dem til et tegn på forståelse og samhørighed på tværs af alverdens mangfoldighed. Og vi beder for den nye regering, der har påbegyndt sit arbejde. Giv dem og os alle visdom til at bruge den magt, du har lagt i vore hænder, så den bliver gavn og til glæde for alle. Amen.  Nadver: 476 tag salmebogen med.


Nyhedsoverblik