Prædiken

Foto: TV ØST

Af Morten Pedersen

I kirkeåret er vi som sagt nået til begyndelsen på fasteperiode. Perioden som begynder med, at vi hører, at Jesus og disciplene er på vej til Jerusalem. Men inden de er nået ret langt trækker Jesus disciplene til side. Han fortæller dem, at når de når til Jerusalem, vil hedningerne mishandle ham, håne ham, piske ham, spytte på ham, for til sidst af slå ham ihjel. Men tre dage senere vil han opstå.

Det er en voldsom forudsigelse, Jesus fortæller disciplene. Det er en forudsigelse som er så dramatisk, at det for os mennesker ikke er til at forstå med vores forstand. Og disciplene forstår da heller ikke, hvad det er, Jesus her fortæller dem. Det Jesus siger er, ”som skjulte ord for dem”. Nu har de vandret med ham gennem en længere periode og oplevet, hvordan han kan bjergtage folk med sin måde at tale på, de har oplevet hvordan han har hjulpet mennesker og helbredt syge. Ja, de har oplevet mirakler, så de forstår ikke hans tale om de grusomheder, han forudsiger, der vil ske i Jerusalem. De kan ikke begribe eller se, hvorfor det skal gå så galt, som Jesus her forudsiger.

Lidt senere kommer Jesus, disciplene og skaren, der følger med dem, til byen Jeriko. Ved vejkanten sidder en tigger, der heller ikke kan se. Men det er noget andet, han ikke kan se. Det er den fysiske verden, han ikke kan se med det blotte øje. Afmægtig som han er, råber han efter Jesus: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”. Folkene omkring den blinde mand forsøger at stoppe den blindes råberi, for det er upassende sådan at sidde og anråbe en stor taler og mirakelmager. Men den blinde vedbliver insisterende med at anråbe Jesus. For i sin afmægtighed kan han ikke andet end at sætte sin lid til, at Jesus er Davids søn – Messias – Guds Søn, og at Jesus vil hjælpe ham.
Jesus lader sig stoppe af den blinde mand, og spørger ham, hvad han vil have, at han skal gøre for ham. Og den blinde beder: ”At jeg må kunne se”. Og Jesus siger: ”bliv seende”.

Det der sker her, er ikke blot en helbredelse, som gør en blind mand seende. Nej, den blinde mand får mere at se, end hvad vi mennesker kan se med det blotte øje. Han anråber Jesus i troen på, at Jesus er mere end et almindeligt menneske.

Jesus giver ham ikke blot synet, så han kan se den fysiske verden. Nej, manden får også et stykke af Guds kærlighed at se – men kun et stykke. Ja, han erkender netop, at han kun ser og oplever et stykke af Guds kærlighed. Han ser, at Gud gav ham synet for at hjælpe ham, for at tjene ham. Han ser, at Jesus gav ham synet af kærlighed, og ikke fordi han ville sig selv f.eks. ved at gøre indtryk på skaren af mennesker, der står omkring dem. Manden får blik for, at det han her oplever og ser, er noget af Guds kærlighed – men netop kun noget af Guds kærlighed. Derfor kunne han ikke nøjes med at juble af glæde over, at han har fået sit syn og sige ”Tak, nu vil jeg finde mig et job”. Nej, han kan derimod ikke lade være med at følge efter Jesus, for han har fået blik for, at Jesus vil kunne give ham mere at se, mere end hvad han af sig selv kan se. Ja, han åbner sig ydmygt for, at livet er større end, hvad han af sig selv kan se.

Det kan være en svær udfordring for os mennesker, at leve med at livet er større end, hvad vi af os selv, kan se. Vi vil gerne forstå og magte alting. Men det kan vi ikke! Disciplene fattede ikke Jesu forudsigelse, alligevel gik de med. Den blinde mand erkendte, at han kun så et stykke af Guds kærlighed, derfor kunne han ikke andet end ydmygt at følge efter Jesus. Følge efter for at se mere af den kærlighed, han kun havde set en flig af.

Evangeliet opfordrer os i dag til, at vi vandrer med videre ydmyge overfor, at Guds kærlighed til os, altid er større, end hvad vi kan fatte og se. Spørgsmålet er bare, om vi vil? Om vi vil åbne os for, at livet og Guds kærlighed er større end, hvad vi kan se og fatte.

I denne uge kunne man i Kristeligt Dagblad læse om den 28 årige Christina Berg Gregersen, der på hjemmesiden ”caremaker” samler penge ind til assisteret selvmord på en klinik i Schweiz. Kvinden lider af sygdommen ”Huntingstons Chorea”, som er en arvelig sygdom, der medfører at nerveceller i hjernen dør. For 10 år siden dødede Christinas mor i en alder af 48 år af den samme sygdom. Det er en skrækkelig sygdom. Christina ønsker ikke at tage til Schweiz lige nu. Men hun ønsker at sikre sig, at hun ikke skal gennemgå det samme smertefulde forløb i sygdommens sidste faser, som hun oplevede med sin mor.

Efter flere henvendelser omkring lovligheden i at samle penge ind til assisteret selvmord er indsamlingen på hjemmesiden nu lukket.

Vi mennesker kan som Christina blive ramt af frygtelige og smertefulde sygdomme. Vi kan komme til at stå i situationer, hvor vi ikke magter mere. Ja, hvor vi gerne, vil have fred. Men livets grænser skal vi forholde os til med en vis ydmyghed, for vi kender dem ikke til fulde. At samle penge ind til assisteret selvmord er også at vende sig væk fra håbet og på en eller anden måde også at gøre sig til herre over døden. Jeg tror, det er at bevæge sig ind på et magtområde, vi mennesker ikke magter og ikke skal kunne magte. Vi er skabt til at leve for hinanden, til at være her for hinanden, til at lindre livets smerter, så meget vi nu kan, og til at stå ved hinandens side. Ingen af os er skabt til at stå alene. Vi er derimod skabt med retten til at være til besvær for hinanden. I vores del af verden er vi gode til at fastholde børns ret til at være til besvær. Det tror jeg bl.a., at vi er, fordi børn på en eller anden måde er bærere af et håb. Men det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at voksne, ældre og syge fra Skaberens side, fra Guds side også har ret til at være til besvær for omgivelserne. Det er også vigtigt, at vi minder os selv om, at vi alle indimellem, uanset om vi har en diagnose eller ej, er til besvær for vores omgivelser. 

Det kan være ubærligt for voksne at slukke håbet i et barn. Det kan være, som at slå noget ihjel i et barn. Det føles derimod langt mere rigtigt at nære håbet i et barn. Samme opgave har vi voksne i forhold til hinanden. Og når vi når til grænserne for, hvad vi magter, må vi i vores afmagt bønfalde Gud og bede den samme bøn som den blinde mand i Jeriko: ”At jeg må kunne se”. Den bøn som handler om, at kunne se Gud som den kærlighed, der kommer til os og som kan bærer os og lede os gennem de veje, vi ikke selv kan se, og gå med os på livets vej.

Da disciplene og manden fra Jeriko nåede til Jerusalem, fik de mere at se. De fik endnu et stykke af Guds kærlighed at se. De så fuldbyrdelsen af det drama Jesus havde forudsagt. Men de så også at dette drama slutter med opstandelse og at Gud først og fremmest blev menneske i Jesus Kristus for at tjene os – og netop tjene os i vores afmagt og fri os ud af mørke, ensomhed og død. De så, at Guds frelse går igennem døden. De så at Guds kærlighed til os mennesker, er stærkere end døden. Jesus viste dem noget, de ikke kunne se af sig selv.

Vi har nu hele fasteperioden - 40 dage til at åbne os for og give plads til, at livet er mere end, hvad vi mennesker af os selv kan se. Livet er mere og større end den fysiske verden, vi kan se med det blotte øje. Guds kærlighed er altid større end, hvad disciplene og vi kan fatte. På denne jord ser vi kun ”et stykke” af Guds kærlighed.

Vi har fået fasten til at indse vores afmagt, så vi som den blinde mand kan råbe: Herre forbarm dig over mig!”

Som den blinde mand mødte Guds forbarmelse og blev set, møder Gud også os med forbarmelse og ser os. Lad os derfor bede den samme bøn som den blinde: at vi alle må kunne se det! Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.   

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App