Poul Pava skal skaffe kunst til skole i Slagelse

Billedkunstneren Poul Pava udstiller sammen med elever fra Nymarkskolen i Slagelse værker, som eleverne har lavet på nogle anderledes skoledage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den landskendte kunstner Poul Pava udstiller sammen med elever fra Nymarkskolen i Slagelse, i det Røde Tårn.

En del af udstillingen er en golfbil produceret af Garia og designet af Poul Pava. Golfbilen vil indgå i bybilledet i Slagelse, da den skal køre fra Nymarkskolen til Det Røde Tårn, hvor kommunens kunstforening holder til. Det skriver Garia i en pressemeddelelse.

En af intentionerne med den nye folkeskolereform er, at den lokale folkeskole i højere grad skal samarbejde med det omkringliggende samfund; herunder foreninger og virksomheder.

Har lavet kunst med Pava

Nymarkskolen i Slagelse har valgt at arbejde med det på en alternativ måde. Som supplement til den normale undervisning i billedkunst har de lavet et billedskabende projekt i samarbejde med billedkunstneren Poul Pava og Garia (producent af luksusgolfbiler).

For som Poul Pava siger: 'It's easy to download dreams - just remember that you have to work for them to come true!'

En anderledes skoledag

Billedkunstlærerne Ditte Holberg og Stine Bach fortæller, at projektet handler om at lave en anderledes skoledag for eleverne og en undervisning, som sprænger rammerne og rækker ud over skolen.

- Udgangspunktet var, at vi havde et bundt livlige elever med masser af motivation. Vi ønskede at vise vores elever, at billedkunst kan være andet og mere end et fag på skolen. Derfor kontaktede vi den professionelle billedkunstner Poul Pava og fik et samarbejde i stand. Vi har samarbejdet med ham siden september, og vi er blevet meget inspirerede. Han har taget os med ind i sit kunstnerunivers og stillet sit professionelle og private liv til skue.

Overskuddet går til kunst på skolen

Eleverne har siden årsskiftet arbejdet med værker af Poul Pava i undervisningen. Målet for eleverne er selv at lave værker, der sammen med Poul Pavas skal udstilles i Det Røde Tårn i Slagelse fra den 24. til og med 29. marts. Som led i projektet har Poul Pava udsmykket en golfbil, der bortaktioneres, og hvor alt overskud går til kunst til Nymarkskolen.

Golfbilen er leveret af danske Garia, der producerer og forhandler luksusgolfbiler i hele verden. Garias designer Anders Lynge glæder sig over samarbejdet med Nymarkskolen:

- Vi hørte om projektet via en af vores ansatte, og vi synes, det var en god sag at støtte. Vi har aldrig haft en kunstner til at dekorere en af vores biler, så det synes vi kunne være interessant at se. Vi håber, bilen kan sælges for et højt beløb, således skolen kan få så meget kunst som muligt til glæde for elever og lærere, siger Anders Lynge.

Fernisering i malerdragter

Den 24. marts vil Poul Pava besøge Nymarkskolen. Omkring klokken 14.40 vil den udsmykkede golfbil køre fra Nymarkskolen mod Det Røde Tårn, og golfbilen vil være ledsaget af cyklende elever, der i dagens anledning alle er klædt i malerdragter.

Optoget ankommer til Det Røde Tårn ved 15-tiden, hvorefter skoleleder René Nielsen åbner udstillingen med Poul Pavas og elevernes værker.

Golfvognen vil indgå i udstillingen, men vil blive solgt til højstbydende på auktion. Overskuddet fra salget skal gå til kunst til Nymarkskolen. Der er mulighed for at byde på golfbilen i udstillingstiden i Det Røde Tårn.

Fakta:

  • Samarbejdet med Poul Pava er uden lønomkostninger for skolen.
  • Udstyrsniveauet på luksusgolfbilen omfatter et køleskab, sportssæder, 12 tommer kromfælge, opvarmet forrude, vinduesvisker samt en holder til champagne. Og selvfølgelig kunstværket af Poul Pava der ses ude som inde, og i den grad gør denne bil helt unik.
  • Se mere om Garia på www.garia.com

Nyhedsoverblik