Portører på Nykøbing Falster Sygehus strejker fortsat

Portører på Nykøbing Falster Sygehus strejker på trods af, at Arbejdsretten har pålagt dem at genoptage arbejdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En strejke blandt portørerne i Region Sjælland har de seneste dage bredt sig til hospitaler andre steder i landet, men torsdag aften pålagde Arbejdsretten de strejkende på fem sygehuse i Region Sjælland at genoptage arbejdet.

Fredag morgen valgte 33 portører på Nykøbing Falster Sygehus dog at trodse Arbejdsretten. 

- Jeg har sagt til portørerne, at de skal genoptage deres arbejde på baggrund af Arbejdsrettens pålæg. Men efter et møde har portørerne valgt at fortsætte, siger Hans Erik Kristensen, som er portørernes tillidsmand. 

Portørerne i Nykøbing Falster fortsætter deres strejke til mandag morgen, hvor de vil holde møde kl. 07.00 om situationen igen. 

Portørerne på sygehusene i Nykøbing Falster, Holbæk, Roskilde, Slagelse og Næstved nedlagde tirsdag arbejdet i protest mod, at der indføres serviceassistenter på sygehusene i Region Sjælland i stedet for rengøringsassistenter og portører.

Ifølge Jørgen Linder, tillidsmand på Roskilde Sygehus, har portørerne på sygehusene i Holbæk, Roskilde og Slagelse fredag morgen valgt at fortsætte deres overenskomststridige strejke.

Sympatistrejke stopper

Strejken har bredt sig til Rigshospitalet, Glostrup Hospital, Amager Hospital, Bispebjerg Hospital og Aarhus Universitetshospital Skejby, hvor andre portører er gået i sympatistrejke.

Portørerne på Rigshospitalet i København og Glostrup Hospital har fredag morgen besluttet at genoptage arbejdet, oplyser fællestillidsmand Jens Anker Clausen.

 - Vi har en formodning om, at portørerne i Region Sjælland er på vej til at få en dialog i gang med ledelsen, så vi vil gerne give dem arbejdsro, siger Jens Anker Clausen, som er fællestillidsmand for den del af Rigshospitalet, der ligger på Blegdamsvej.

Fredag morgen holder portørerne faglige møder, og i København er portørerne på Rigshospitalet på Blegdamsvej og i Glostrup nået frem til, at de genoptager arbejdet.

Pålægget Fra Arbejdsretten betyder en skærpet bod fra fredag, idet strejken fortsætter.

/ritzau/


Nyhedsoverblik