Politikere ser gerne nyt rederi sejle Ebeltoft-Odden

Flere trafikpolitiske ordførere i folketinget mener, det er en god idé med en ny operatør på ruten mellem Ebeltoft og Odden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere politikere ser positivt på, hvis et nyt rederi vil overtage sejladsen mellem Ebeltoft og Odden. Flere trafikpolitiske ordførere ser gerne, at overfarten mellem Ebeltoft og Odden bliver bevaret.

Det skriver avisen Sjællandske.

- Jeg synes, at vi skal gøre alt, hvad vi kan med at hjælpe en ny operatør på ruten i gang. Det er der brug for, og det er også med til at binde Danmark bedre sammen, siger Jonas Dahl (SF), der er medlem af Folketingets Transportudvalg til DR Østjylland.

Sidste uge slog Mols-Linien ellers fast, at de planlægger at sløjfe overfarten fra Ebeltoft til Odden på hverdage og det er til stor ærgrelse for erhvervslivet på Djursland.

Efterfølgende bød busselskabet Rødbillet så ind og bekendtgjorde, at de i stedet overvejede at sejle på ruten.

Og det skal den bare gøre, siger transportordfører fra Venstre, Kristian Pihl Lorentzen.

- Overordnet set er det kun godt, hvis der er så god gang i trafikken, at der kan være en konkurrerende færgeforbindelse. Det tror jeg da vil være en fordel for alle også for Djursland, siger Venstres trafikordfører til DR ØSTJYLLAND.

Også Jens Joel (S), der sidder i Folketingets transportudvalg mener, at andre rederier på ruten skal være velkomne. 


Nyhedsoverblik