Politikere er tæt på beslutning om Femern

De danske politikere varmer op til en snarlig beslutning om Femern. Tysk godkendelse lader dog vente på sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De danske politikere gør klar til at træffe en beslutning om det storstilede tunnelprojekt Femern-forbindelsen i december.

På et møde i forligskredsen onsdag er det blevet aftalt at bestille en ekstern kvalitetssikring af projektets risici og økonomiske reserver, og det skulle gerne betyde, at det så er muligt for politikerne at tage endelig stilling i december.

- Det er vigtigt at få klarhed over den køreplan, der er for projektet, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

2017 før der er svar

Beslutningen i december vil dog ikke være det endegyldige startsignal for projektet.

- Alt tyder på, at vi skal frem til 2017, før vi har et klart svar fra Tyskland, siger Kristian Pihl Lorentzen med henvisning til, at de tyske myndigheder først ventes at være klar med en godkendelse af den planlagte sænketunnel i 2017.

Vi vil det

Hverken Kristian Pihl Lorentzen eller Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, anser det for realistisk, at politikerne hugger bremsen i over for projektet.

- Udgangspunktet er, at vi tror på det, og at vi rigtig gerne vil gennemføre det, siger Rasmus Prehn.

- Den eksterne kvalitetssikring gør, at vi kan træffe en beslutning på det bedst tænkelige grundlag, og jeg oplever, at der er en stærk forpligtelse i forligskredsen over for projektet, siger han.

Femern A/S, der er selskabet bag den planlagte forbindelse, har modtaget en række reviderede tilbud, men priserne er indtil videre fortrolige. De vil indgå i et samlet opdateret budget for forbindelse, som ventes offentliggjort i november.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik