Politikere ændrer lukkelov efter Klassisk Køredag

Foto: TV ØST

Klassisk Køredag i Sorø får nu politikerne til at ændre lukkeloven, så de erhvervsdrivende ikke længere behøver at trodse reglerne.

5. juni i år trodsede flere af Sorøs erhvervsdrivende reglerne og holdt åbent, selv om lukkeloven forbød det. Det affødte store protester mod reglerne, og nu bliver loven ændret, så forretningsejerne ikke længere behøver at trodse reglerne.

Butikkerne i Sorø holdt åbent i forbindelse med Klassisk Køredag, som er en årligt tilbagevendende begivenhed i byen, men netop fordi den finder sted hvert år, er den ikke særlig nok til, at der kan gives dispensation fra lukkeloven til de erhvervsdrivende. Dispensation har nemlig hidtil kun kunnet gives til ganske særlige enkeltarrangementer.

Efter byfesten i år kom borgmester Gert Jørgensen (K) på banen og krævede, at arrangementer som Klassisk Køredag kunne give dispensation, og politikerne på Christiansborg har lyttet. 

En folkefest

Forligskredsen er netop blevet enige om at lempe lukkeloven, så butikker i mindre byer får mulighed for at holde åbent i forbindelse med arrangementer som Klassisk Køredag i Sorø, oplyser Brian Mikkelsen, erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti, der har bragt sagen op over for erhvervsministeren.

- År efter år har arrangementet Klassisk Køredag på Grundlovsdag forandret Sorø til en folkefest, hvor mere end 550 klassiske biler og flere tusind besøgende indtager midtbyen. Men et stor arrangement i en mindre by har hidtil ikke været nok til at udløse en dispensation fra lukkeloven. Nu får vi den fornødne fleksibilitet, så også de mindre købstæder får samme muligheder som de store byer for at hamle op med konkurrencen fra indkøbscentrene, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Slut med civil ulydighed

Den konservative toppolitiker besøgte i begyndelsen af juli Sorø for at drøfte sagen med sin partifælle og byens handlende. Flere af detailbutikkerne i byen valgte i år at trodse Erhvervsstyrelsens afslag på dispensation og alligevel holde åbent i protest mod en gammeldags lukkelov. Men nu er det heldigvis ikke nødvendigt med civil ulydighed næste år, pointerer Brian Mikkelsen.

- Som udgangspunkt er 5. juni en fridag, hvor vi fejrer Grundloven. Men i en tid, hvor det gælder liv eller død for detailhandlen i de danske købstæder, skal butikkerne have mulighed for omsætning og aktivitet, netop når der er feststemning, og mange mennesker gæster byen, siger Brian Mikkelsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App