Politiet trak våben mod 15-årige

Det kunne have gået grueligt galt, da 15-årige drenge i går eftermiddag valgte at iføre sig mørke klæder, bevæbne sig med hver sin 'splatter-gun' og lege krig i Vemmelev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før klokken 14 ringede mindst én borger fra byen og fortalte, at der sad en pistolbevæbnet mand i sort tøj på taget af huset mellem Brugsen og Sydbank på hjørnet af Stationsvej og Borgergade, og sådan en melding får politifolkene til at smide hvad de måtte have i hænderne. Det skriver Sjællandske i dag.

- Det er jo noget, vi tager meget alvorligt, når vi hører om bevæbnede i nærheden af for eksempel banker, siger vicepolitikommissær Jørgen Christensen.

- Vi trak vores pistoler, for det er komplet umuligt at skelne de der splatter-våben fra rigtige våben, og vi tager selvfølgelig ingen chancer i den slags situationer, fortsætter han.

Jørgen Christensen fortæller, at de to betjente ved ankomsten ganske rigtigt fik øje på den ene af de 15-årige - det var ham, der sad på taget iført skimaske, mørkt tøj og pistol.

Han overgav sig med det samme, da betjentene pegede på ham med deres pistoler.

- Lige efter kom hans kammerat frem fra et buskads. Han var iført elefanthue og sort tøj og var bevæbnet med en MP5-maskinpistol, og han »overgav« sig også på stedet - og forklarede så sammen med kammeraten, at de 'bare' havde leget krig og derfor så sådan ud, fortæller vicepolitikommissæren.

- Men det er jo torskedumt at gøre det tæt på en bank. Det er faktisk slet ikke lovligt at rende rundt med våben eller noget, der ligner, på offentligt område. De kan bruge en skov eller lignende, tilføjer Jørgen Christensen til Sjællandske.

 


Nyhedsoverblik