Politiet trækker signalement i voldtægtssag tilbage

Politiet trækker nu et signalement af en potentiel gerningsmand til en voldtægt i Skælskør i august tilbage. Nye oplysninger gør, at politiet nu arbejder videre med et andet signalement af den mulige gerningsmand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rødt hår og fuldskæg. Sådan lød det blandt andet, da politiet i starten af september sendte et signalement ud af en mulig gerningsmand til en voldtægt af en 13-årig pige i Skælskør. Nu trækker politiet imidlertid signalementet tilbage.

- Vi har fået nogle nye oplysninger, der har gjort, at vi gerne vil melde ud, at det tidligere signalement ikke længere er relevant, siger vicepolitiinspektør Allan Holm til TV ØST.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog søndag den 30. august anmeldelsen om voldtægt af en 13-årig pige på Fodsporet ved Skælskør. Ved den indledende efterforskning kom det karakteristiske signalement af en potentiel gerningsmand frem, og det blev fremlyst i pressen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Det fik flere borgere til at henvende sig, men den foreløbige efterforskning har nu altså godtgjort, at signalementet ikke længere er relevant i efterforskningen af den anmeldte voldtægt, da signalementet fra nye afhøringer ikke passer på en potentiel gerningsmand.

Den foreløbige efterforskning har også godtgjort, at den anmeldte voldtægt ikke, som først oplyst, er foregået på Fodsporet eller anden offentlig vej i øvrigt. Allan Holm vil dog ikke komme nærmere ind på hverken et nyt signalement eller det sted, hvor de så mener, at voldtægten skal have fundet sted.

- Jeg kan ikke sige så meget mere lige nu. Lige nu vil vi gerne holde oplysningerne for os selv, men jeg kan sige, at vi stadig efterforsker sagen som en voldtægt. Vi ville gerne ud med de her oplysninger om signalement, fordi der har været nogle personer i området, hvis udseende har stemt overens med det første signalement. Så af hensyn til dem kommer vi med den her meddelelse, så de ikke skal udsættes for en mistænkeliggørelse, siger han.


Nyhedsoverblik