Politiet skruer dine plader fast

15. november skal alle nummerplader være skruet fast, og allerede nu kan bilister få hjælp til opgaven af politiet, der har fundet værktøjet frem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange mennesker oplever desværre at få stjålet nummerpladerne på deres bil, når den holder parkeret. En af løsningerne er at skrue pladerne fast, og det hjælper Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu borgerne med. Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Fra 2006 til 2012 er antallet af anmeldte tyverier af nummerplader mere end 3-doblet. I Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds fik hele 1266 bilister stjålet deres nummerplader i 2013.

Bruges til ny kriminalitet

Derfor har mange danskere haft den stærkt generende oplevelse, det er, når nummerpladen bliver stjålet. Det betyder udgifter til nye nummerplader og besvær med at få fat i nummerpladerne, ligesom det skaber utryghed, at ens nummerplade kan blive brugt til at begå ny kriminalitet.

-  Vi oplever for eksempel en stigning i antallet af tyverier af benzin fra tankstationer, hvor køretøjerne er udstyret med stjålne nummerplader. De bruges også i forbindelse med røverier og banderelateret kriminalitet eller til at sløre identiteten ved de automatiske trafikkontroller (ATK) og til kørsel med uforsikrede biler. Derfor er der al mulig grund til at sikre sine nummerplader mod tyveri, fortæller leder af lokalpolitiet politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

Ny lov: Nummerpladen skal skrues fast

Og man kan gøre det betydeligt sværere for tyven ved at skrue pladerne fast. Derfor er der nu vedtaget en lov, der siger, at man senest den 15. november 2015 skal have fastgjort nummerpladen på sin bil med 2 skruer, der hver skal have en plastikhætte i nummerpladens farve.

Det vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gerne hjælpe borgerne med at få orden på allerede nu – ganske kvit og frit.

-  Mange nummerplader bliver stjålet, mens bilerne holder parkeret ved togstationerne, og derfor er det her, vi koncentrerer nummerpladekampagnen, fortæller Thorkild Steen Jensen, der opfordrer alle til at få skruet nummerpladerne på deres bil fast – hellere før end senere.

Tilbud til togpendlere fra Næstved og Slagelse

I første omgang er det således pendlere, der parkerer i nærheden af Slagelse Banegård og Næstved Banegård, der får tilbuddet om en gratis fastskruning af nummerplader.

På parkeringspladser i nærheden af disse 2 banegårde vil politiet i begyndelsen af juni sætte lille folder under vinduesviskeren på de parkerede biler, hvor ejeren kan læse mere om politiets tilbud.

Læg folder i vinduet

Den 12. og 13. juni mellem klokken 9 og 11, og igen den 17. og 18. juni mellem klokken 9 og 11 kommer politiets mekaniker og skruer nummerpladerne fast på alle de biler, hvis ejere har sagt ja tak til tilbuddet.

Man accepterer tilbuddet ved at vende folderen med bagsiden opad, hvor der står: ”Ja, tak. jeg vil gerne have skruet mine nummerplader fast”. Dette skal man blot lægge synligt i bilens forrude, de dage pladerne skrues fast, hvis man ønsker at gøre brug af tilbuddet.


Nyhedsoverblik