Politiet savner tips i sag om skolebrand

Lige nu venter politiet på svar på fingeraftryk og dna-prøver fra branden på Sjølundsskolen i Næstved. I mellemtiden håber de på tips fra offentligheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet savner tips fra offentligheden i sagen om branden på Sjølundsskolen i Næstved. Natten til mandag satte en gerningsmand ild til skolen med fire molotovcocktails, og lige nu venter politiet på svar på finger- og fodaftryk samt dna-tests fra stedet.

- Samtidig håber vi, at der er nogen, der ved noget og giver os besked om det. Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget, siger Ole Tøger Rasmusssen fra lokalpolitiet i Næstved.

Bekymrede elever

Ovevrågningsbilleder har vist, at en enkelt person står bag branden, der mandag lukkede skolen. Tirsdag var eleverne tilbage, men fire klasseværelser er fortsat spærret af, så undervisningen foregår blandt andet i teatersalen og gymnastiksalen, og branden fylder en del blandt eleverne.

- De reagerer jo med en vis utryghed, fordi det er meget langt fra, hvad de er vante til. Derfor er der nogen, som måske føler lidt bekymring - hvad nu hvis det sker, når vi er i skole, eller kan det ske igen? siger Hans Kristian Beldring, der er lærer på skolen, og også eleverne selv fortæller, at de er trætte af gerningsmandens ødelæggelser.

- Jeg synes, det er dumt at sætte ild til skolen, siger Mads Tedaldi fra 7.a, og Cecile Aakær fra 8.f tilføjer:

- Vi vågner op til en skole, som ikke har de lokaler, vi skal være i. Der er trykket stemning, og det er meget mærkeligt at være her, sagde hun tirsdag til TV ØST.

Har du oplysninger om branden, der skete kort før klokken 3 natten til mandag, kan politiet træffes på telefon 114.


Nyhedsoverblik