Politiet om sliklager: Det største vi har set

Foto: TV ØST

Onsdagens fund af 100 ton slik og chokolade på et lager i Slagelse er det største af sin art i Danmark, lyder det fra chefen for dagens operation.

Der er tilsyneladende ikke gjort større fund af ulovlige sliklagre i Danmark end det, der onsdag blev fundet på Sorøvej i Slagelse. Det mener i hvert fald politikommissær Johannes Skree-Lassen, der er afdelingsleder for økonomisk kriminalitet i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Det er en stor sag. En meget stor og alvorlig sag og den største, vi har set i landet. Jeg kan huske, at Fødevarestyrelsen i sommer fandt et sliklager på 40 ton i Sorø. Det var mega stort, men det her er jo dobbelt så stort, siger han.

Svindel for 27 millioner kroner

Politiet slog sammen med Skat, Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe og andre sjællandske politikredse til mod sliklageret, der tilhører Slikparadiset ApS på Sorøvej onsdag. Hele dagen arbejde folk på stedet med at beslaglægge op mod 100 ton slik og chokolade, og der blev lagt rottegift ud, fordi der blev fundet ekskrementer fra dyrene på lageret.

Læs også: Spor af rotter på ulovligt sliklager

Ejeren er sigtet for moms- og afgiftsunddragelse for ikke under 27 millioner kroner alene i 2012 og 2013. Han nægter sig dog skyldig i sagen. Slikparadiset ApS er importør af slik og distribuerer ifølge Johannes Skree-Lassen slik ud til forretninger på hele Sjælland.

Dagens beslaglæggelse blev kørt væk i 10-12 fyldte lastbiler. Nu skal både det og indholdet af beslaglagte computere undersøges og gøres op. Indehaveren af Slikparadiset ApS er blevet løsladt efter afhøring. I november sidste år beslaglagde Slikparadiset ApS også slik på stedet og fandt også dengang rottegift på lageret. På det tidspunkt udtalte ejeren, at han ikke handlede ulovligt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App