Politiet: Motalavej er et fredeligt kvarter

Motalavej i Korsør er langt bedre end sit rygte, fastslår politiet. Kvarteret er meget roligt, hedder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra urocenter til fredeligt beboelseskvarter på mindre end halvandet år. En bred indsats har tilsyneladende virket på Motalavej i Korsør. Det skriver DR P4 Sjælland.
 
Et socialt belastet boligkvarter bliver tilsyneladende betragtet som utrygt og ufredeligt, uanset hvor lille og bagatelagtig kriminaliteten er.
 
Det gælder i hvert fald det udskældte kvarter ved Motalavej i Korsør.
 
Beboere, politi og kommune er dybt frustrerede over, at området har svært ved at slippe af med sit dårlige image, efter at nytåret for knap halvandet år siden udviklede sig til uroligheder, vold og hærværk, og kommunen i en periode måtte lukke et værested for psykisk sårbare i området.
 
For i dag er kvarteret fredeligt og roligt. Kriminaliteten består af knallertlarm, en rudeknusning i ny og næ og unge, der kan finde på at ryge en joint, mens de spiller kort, lyder det fra lokalpolitiet i Slagelse.
 
En bred indsats mod sociale problemer og kriminalitet i det særligt udsatte boligområde har i den grad virket, og der er ikke ballade af betydning, siger politiassistent Brian Davidsen, der hver dag patruljerer i kvarteret:
 
- Jeg synes bestemt, at det dårlige image er ufortjent, siger han til DR P4 Sjælland.
 
Samme melding kommer fra hans chef, leder af lokalpolitiet i Slagelse, Allan Holm:
 
- Vores oplevelse er, at der er fred og ro og generelt en god stemning i lighed med de steder, vi kommer i resten af Slagelse Kommune, siger han til DR P4 Sjælland.
 
Det er en koncentreret indsats, der ser ud til at virke på Motalavej.
 
Politi til fods eller på cykel patruljerer flere gange dagligt, der gøres en stor indsats for at få de unge i job eller uddannelse, der er pædagoger i området, og særlige vejledere støtter familier med mange problemer - for at nævne nogle af initiativerne.
 
Bo Mouritzen er leder af Slagelse Kommunes program til 113 millioner kroner for de belastede boligområder i kommunen. Han siger, at det udskældte boligkvarter i Korsør er klart på vej i bedre retning:
 
- Vi er gået fra en mere permanent tilstand af utryghed til, at vi har nogle enkeltepisoder, hvor der er nogle unge, der har en uhensigtsmæssig adfærd, siger han til DR P4 Sjælland.
 
Bo Mouritzen vurderer, at omkring 20 unge ud af de 1.400 beboere har, hvad han kalder en negativ, gadeorienteret livsstil:
 
- Det er unge, som bruger meget tid på gaden, og som keder sig, og de kan finde på at drille nogen. Mere for at få tiden til at gå end for at genere nogen.
 
Men både kommunen og boligselskabet arbejder kraftigt på at få de unge i gang med noget fornuftigt, fortæller Bo Mouritzen.
 
Mohamed El-Khatib, ansat af boligselskabet Bolig Korsør til at vejlede unge, har boet på Motalavej hele sit liv. Han er ikke i tvivl om, at der tegnes et forkert og alt for negativt billede af boligområdet:
 
- Medierne gør det sædvanligvis værre end det er, men her er faktisk fredeligt og roligt, og folk, der kommer udefra og besøger os, bliver tit overraskede over, hvor flot og lækkert her er - og hvor roligt, siger han til DR P4 Sjælland.
 


Nyhedsoverblik