Politiet melder om oversvømmede veje

Dagens kraftige regn giver oversvømmede veje flere steder i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden midnat har regnet flere steder silet ned. Ved middagstid var der ifølge DMI faldet over 20 millimeter på Lolland, Falster og på Midtsjælland.

De peger på, at der stedvis i løbet af i dag vil kunne falde op til 50 millimeter - det svarer til den mængde regn, der plejer at falde i hele december måned her i regionen.

Den store mængde vand har betydet oversvømmede veje flere steder. Politiet råder bilisterne til at afpasse hastigheden og køre efter forholdene.

- Vi får opkald fra en masse mennesker, der fortæller, at der er ophobning af vand på vejene. Det er så beredskabet, der vurderer situationerne de enkelte stedet og tager stilling til, hvad der skal ske, siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Et af de steder, der har haft problemer, er ved en viadukt på Brovejen ved Vordingborg. I videoen overfor kan du se en video optaget af Ringka Christensen, som tidligere på dagen kørte igennem vandmasserne.

Udover Vordingborg har politiet også fået meldinger fra blandt andet Sorø og Herlufmagle. 

Ifølge DMI så fortsætter risikoen for den kraftige regn frem til midnat. 

Opdateret klokken 17.25: Brovejen ved Vordingborg er nu spærret i begge retninger på grund af oversvømmelserne.


Nyhedsoverblik