Politiet i forhøjet beredskab

Oven på weekendens attentat i København er både Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i forhøjet beredskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet er ekstra meget på mærkerne i disse dage, hvor efterdønningerne af weekendens skudattentat i København går gennem landet.

To personer blev dræbt, og fem betjente såret, da en 22-årig formodet gerningsmand affyrede skud ved først kulturhuset Krudttønden på Østerbro og efterfølgende en synagoge i Krystalgade inde i byen. Han blev selv dræbt ud på morgenen søndag, og episoden har forhøjet beredskabet i flere politikredse.

- Vi kigger på trusselsbilledet omkring personer, objekter, virksomheder og trafikknudepunkter i vores område, uden at jeg kan komme nærmere ind på, hvad det vil sige. Men vi kigger selvfølgelig på, om der er nogen eller noget, der er i større grad en andre er i risikozonen, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Øget fokus

Også i nabokredsen - Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller politiinspektør Steen Nørskov, der fokus er øget oven på hændelserne i København. Til Sjællandske siger han, at det forhøjede beredskab alene handler om en skærpet opmærksomhed på det, der måtte komme, og det samme er meldingen fra Martin Bjerregaard.

- Vores patruljer er ekstra opmærksomme på det, de ser, og vi undersøger nok også lidt grundigere de henvendelser, vi får ind fra borgerne. Samtidig opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de ser noget mistænkeligt. Det kan være ting, der virker udskyldige, men som kan være brugbar viden for os, siger Bjerregaard.

Han fortæller, at det er Politiets Efterretningstjeneste PET, der lægger trusselsbilledet og udmønter, hvordan den beredskabsmæssige linje skal lægges i kredsene.


Nyhedsoverblik