Politiet holder idrætsdag med Julemærkebørn

Børn fra Julemærkehjemmet i Skælskør holder sammen med Sydsjællands og Lolland-Falsters politielever idrætsdag på torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag den 27. august holder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi deres årlige idrætsdag for politistuderende, der næsten er flyvefærdige politibetjente.

Denne gang bliver dagen holdt i lidt anderledes rammer end normalt. Betjentene tropper nemlig op på Julemærkehjemmet i Skælskør, hvor den hele eftermiddagen står på øvelser og leg med børnene. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Klemmer og fodbold

På programmet er der eksempelvis klemmefanger (en politimand bliver fyldt med klemmer, og så skal børnene forsøge at få fat i en klemme uden at blive fanget), fodbold med blandede hold og sækkeløbsstafet.

- Det var egentlig en tilfældighed, at denne dag pludselig blev en realitet. En ansat hørte om vores idrætsdag, og hun kendte til Julemærkehjemmet, som næsten hver dag har fysiske aktiviteter på programmet. Så hvorfor ikke slå os sammen? Det var jo oplagt, fortæller specialkonsulent Peder Bo Larsen, og fortsætter:

- Politistuderende skal jo blandt andet i løbet at deres uddannelse lære at omgås børn. Så det er en god mulighed for de politistuderende for at få trænet deres pædagogiske egenskaber. Samtidig er det jo aldrig for tidligt at rekruttere nye betjente, og det ville da ikke gøre noget, hvis vi på denne dag kunne få vakt en interesse for politijobbet i et eller to af de unge mennesker, siger Peder Bo Larsen.

Inden besøget på Julemærkehjemmet gennemgår de politistuderende i løbet af deres idrætsdag diverse tests og træningsøvelser, der sikrer, at betjente lever op til politiets fysiske krav.


Nyhedsoverblik